Skip til hoved indholdet

Badesikkerhed

Her kan du læse om badesikkerhed i daginstitutioner, skoler og klubber.

Ved alle typer af bade- og vandaktiviteter lige fra svømmehal og strand til aktiviteter ved sø, mose, gadekær og å er det særligt vigtigt at være opmærksom på den risiko, der kan være forbundet med at have børn med ved og i vandet og ved færdsel på is. Disse retningslinjer beskriver de ansvars- og sikkerhedsforhold, som ledelse og fagpersoner skal være bekendt med, før de deltager med børn i bade- og vandaktiviteter.

Badesikkerhed

Leg med og i vand tiltrækker de fleste børn og unge. Ud over det naturligt sjove ved legen i og med vandet, giver vand også sansemotoriske erfaringer, der udvikler kropsopfattelse og –forståelse. Vand giver også mulighed for at arbejde pædagogisk med udvikling af kreativ tænkning, intuitive, naturvidenskabeligt interessante lege og undersøgelser og endelig kan leg i vand også medvirke til at styrke børn og unge tryghed, selvtillid og bevægelsesglæde.

Dagtilbud, skoler, SFO’er og klubber i Høje-Taastrup bruger vandaktiviteter i alle afskygninger lige fra besøg i svømmehaller til pædagogisk tilrettelagte oplevelser ved åer og søer og små badebassiner på legepladserne. Både i svømmeundervisning og i andre vandaktiviteter er det vigtigt at være opmærksom på de risici, der kan være forbundet med børn og unges omgang med vand i forbindelse med bade- og vandaktiviteter.

Ansvaret for sikkerheden påhviler overordnet kommunalbestyrelsen. I daglig praksis er det lederen af dagtilbuddet eller skolen, der har ansvaret for at sikre, at der til enhver tid er det fornødne tilsyn med børn og unge i forbindelse med bade- og vandaktiviteter.

Disse retningslinjer beskriver dels de overordnede sikkerhedshensyn, der gælder hele 0-18-årsområdet ved alle typer af bade- og vandaktiviteter. Desuden beskriver retningslinjerne yderligere sikkerhedshensyn knyttet til bade- og vandaktiviteter under forskellige forhold som for eksempel svømmehal/badelande, badning fra friland (havet, søer og åer) og endelig sejladsaktiviteter med kano, kajak og andre små fartøjer. Under hvert af de afsnit, der beskriver yderligere sikkerhedshensyn under forskellige forhold, er der desuden beskrevet skærpede sikkerhedshensyn knyttet til forskellige aldersgrupper.  

Det er institutionens/skolens ledelse, der er ansvarlig for, at de medarbejdere, der er tilsynsførende på bade- og vandaktiviteter, har de fornødne erfaringer og kompetencer til at kunne varetage tilsyn med og ansvar for bade- og vandaktiviteten.

Tilsynsførende skal:

Besidde gyldigt undervisningsbevis (fornys hvert 2. år)

Lave sikkerhedsvurdering forud for bade- og vandaktiviteten baseret på:

  • den konkrete bade- eller vandaktivitet
  • den konkrete børnegruppe
  • den aktuelle lokalitet og situation

Have kendskab til stedets sikkerhedsudstyr og sikre, at genoplivningsudstyret virker

Overvåge bade- eller vandaktiviteten under hele aktivitetens varighed

Sikre, at børn og unge, der ikke kan svømme, deltager i bade- eller vandaktiviteten under sikre forhold baseret på:

  • at de kan bunde
  • at de eventuelt har badesikkerhedsudstyr på

Sikre skriftlig forældretilladelse ved særligt risikobetonede bade- eller vandaktiviteter (strand, badeland, kano, kajak.

Følgende beskriver de overordnede sikkerhedshensyn, som gælder ved alle typer af bade- og vandaktiviteter og på hele 0-18-års området. Hertil kommer skærpede sikkerhedshensyn afhængig af typen af bade- og vandaktivitet. Disse beskrives i følgende afsnit.

Alle bade- og vandaktiviteter skal altid tilrettelægges med størst mulig hensyntagen til børnenes og de unges sikkerhed.

Det betyder, at alle medarbejdere, der fører tilsyn med børn og unge under bade- og vandaktiviteter, har ansvaret for børn og unges sikkerhed, herunder også det livredningsmæssige ansvar.

Som udgangspunkt skal der ved bade- og vandaktiviteter være mindst én tilsynsførende, som er fastansat i pågældende dagtilbud/skole. Af hensyn til at kunne varetage alle opgaver forbundet med aktiviteter med grupper af børn og unge, hvis der opstår en kritisk situation, skal der som minimum være to tilsynsførende tilstede under bade- og vandaktiviteter.

Foregår bade- eller vandaktiviteten et sted, hvor der er en stedlig livredder, kan den stedlige livredder være person to, hvis det aftales med livredderen og hvis livredderen er til stede under hele bade- eller vandaktiviteten.

Det er til enhver tid den tilsynsførendes ansvar at overvåge bade- eller vandaktiviteten under hele aktiviteten, herunder også opmærksomhed på de børn, der måtte have særlige, fysiske sygdomme, der kunne medføre øget risiko i forbindelse med barnets deltagelse i bade- eller vandaktiviteten.

Den tilsynsførendes ansvar og rolle under tilsynet med bade- eller vandaktiviteten ses i tekstboksen til venstre på denne side.

I forberedelse af bade- og vandaktiviteter stiller Høje-Taastrup Kommune følgende sikkerhedskrav, der tilsammen styrker tilsynsførendes tilsynsopgave:

Lav klare aftaler mellem de tilsynsførende om, hvem, der gør hvad:

  • hvem har særligt opsyn med hvilke børn
  • hvem gør hvad i tilfælde af en kritisk situation (beredskabsplan)
  • hvem har mobiltelefon med relevante kontaktnumre (politi, nødhjælp, hjemmenummer til dagtilbud/skole)

Lav konkrete og klare aftaler med børnene og de unge om regler, der er i forbindelse med bade- eller vandaktiviteten – herunder om forsvarlig leg under badeaktiviteter.

Tilsynsførende er synlige under hele aktiviteten, så det er nemt for børnene/de unge at tilkalde hjælp.

Høje-Taastrup Kommune har en række tilbud til børn med særlige behov. De overordnede retningslinjer, beskrevet i dette afsnit, indbefatter de overordnede retningslinjer for sikkerhedsvurdering af vand- og bade aktiviteter med børn med særlige behov. Det vil ofte betyde, at normeringen per voksen bør være reduceret og at der bør være skærpet tilsyn med denne gruppe af børn. For personalet gælder samme retningslinjer vedrørende kompetencer som for personale i øvrigt.

I tillæg til de overordnede retningslinjer for sikkerhedshensyn ved bade- og vandaktiviteter beskrevet i afsnit 1, er der desuden skærpede sikkerhedshensyn at tage ved bade- og vandaktiviteter i svømmehaller og svømmeanlæg.

For dagpleje og dagtilbud 0 – 2 år

Normering er højst 2 børn pr. tilsynsførende. Alle børn og voksne følges ad ind i svømmehallen fra omklædningen, hvorefter alle børn får svømmesikkerhedsudstyr på (armvinger og mavebælte). Der må bades på lavt vand og der skal stå en voksen, der afgrænser området i bassinet, hvor børnene må bevæge sig indenfor.

For børnehave 3 – 6 år

Normeringen er højst 5 børn pr. tilsynsførende. Alle børn og voksne følges ad ind i svømmehallen fra omklædningen, hvorefter alle børn får svømmesikkerhedsudstyr på (armvinger og mavebælte). Der må bades på lavt vand og der skal stå en voksen, der afgrænser området i bassinet, hvor børnene kan bevæge sig indenfor.

Siddende hovedudspring fra bassinkant må kun foregå under tilsyn. Vanddybden skal være så stor, at der ikke opstår fare for børnene – det vil sige mindst 1,5 meter dybt vand.

For skoleelever 0. – 2. klasse (6 – 8 år) samt SFO

Normeringen er højst 12 børn pr. tilsynsførende. Alle børn og voksne følges ad ind i svømmehallen fra omklædningen, hvorefter alle børn får svømmesikkerhedsudstyr på (armvinger og mavebælte). Der må bades på lavt vand og der skal stå en voksen, der afgrænser området i bassinet, hvor børnene kan bevæge sig indenfor.

Hvis der svømmes/bades med børn uden svømmesikkerhedsudstyr (behovet vurderes individuelt for hvert barn), må antallet af børn, hver tilsynsførende har ansvar for, reduceres med forholdet 1:2. Det betyder, at for hvert barn, der svømmer uden sikkerhedsudstyr, må hver tilsynsførende reducere ’sit’ antal børn med 2 børn.

For skoleelever 3. klasse og opefter, samt klub- og fritidstilbud

Normeringen er højst 15 børn pr. tilsynsførende.

Svømmeundervisningen i skolen er i øvrigt omfattet af ’Bekendtgørelse om tilsynet med folkeskolens elever i skoletiden’ (BEK nr. 703 af 23/06/2014). Lærere, der forestår svømmeundervisningen, skal have kvalifikationer svarende til uddannelsen til svømmelærer og have gyldig underviserprøve

Generelt må der kun bades i svømmehaller og -anlæg, hvor der er tilknyttet en livredder, medmindre én af de tilsynsførende har en gyldig bassinlivredderprøve.

Svømmehallens og -anlæggets regler og retningslinjer skal til enhver tid overholdes, herunder også, at der tages hensyn til andre brugere af svømmeanlægget.

Det er tilsynsførendes ansvar, at både børn og voksne er bekendt med svømmehallens og -anlæggets regler og retningslinjer.

Der skal altid 2 voksne med – med mindre det aftales med svømmeanlæggets livredder, at denne kan være person to. Der gælder da de overordnede retningslinjer, som de er beskrevet i afsnit 1.

Mindst én af de tilsynsførende skal være på bassinkanten og mindst én i vandet og være synlige for alle børn.

Børn, der ikke kan svømme, skal kunne bunde, eller have flydemidler (armvinger, badering) på, der sikrer tilstrækkelig opdrift til, at barnet kan padle til bassinkanten.

Udover de overordnede sikkerhedshensyn er der desuden skærpede sikkerhensyn, når du skal i badeland med en gruppe børn.

Overordnet gælder det, at badning under ekskursioner, lejrskoler, hytteture og lignende alene må finde sted, hvis det kan foregå under fuldt betryggende forhold. Det betyder, at alle bade- og vandaktiviteter i badelande altid skal tilrettelægges med størst mulig hensyntagen til børnenes og de unges sikkerhed.

Det er ansvarshavende personale, der vurderer, hvorvidt badning i badelande/friluftsbade kan foregå forsvarligt i forhold til de overordnede sikkerhedshensyn, som er beskrevet i afsnit 1.

Skærpede sikkerhedshensyn i forhold til badning i badeland/friluftsbad ses af nedenstående.

Forberedelse - badeland

  • Sikre klare aftaler med børne-/ungegruppen om, hvor de må færdes i vandet.
  • Sikre kammerattilsyn – at børnene/de unge færdes mindst to og to sammen.
  • Normering (se i øvrigt krav under afsnit 1 og 2):
  • 0 – 2 år: max. 4 børn pr. tilsynsførende
  • 3 – 6 år: max. 6 børn pr. tilsynsførende
  • 0 – 2. klasse: max. 10 børn pr. tilsynsførende
  • 3. klasse og opefter, herunder SFO, fritids- og klubtilbud: max. 15 børn/unge pr. tilsynsførende

  • Sikre klare aftaler med børne-/ungegruppen om, hvor de må færdes i vandet.
  • Sikre kammerattilsyn – at børnene/de unge færdes mindst to og to sammen.
  • Normering (se i øvrigt krav under afsnit 1 og 2):
  • 0 – 2 år: max. 4 børn pr. tilsynsførende
  • 3 – 6 år: max. 6 børn pr. tilsynsførende
  • 0 – 2. klasse: max. 10 børn pr. tilsynsførende
  • 3. klasse og opefter, herunder SFO, fritids- og klubtilbud: max. 15 børn/unge pr. tilsynsførende

I tillæg til de overordnede retningslinjer for sikkerhedshensyn ved bade- og vandaktiviteter beskrevet ovenfor, er der desuden skærpede sikkerhedshensyn at tage ved bade- og vandaktiviteter fra friland. Bade- og vandaktiviteter fra friland er aktiviteter, der foregår ved stranden, søer, moser, gadekær eller ved åer.

Som udgangspunkt er det bedst at vælge at besøge strande med livreddere. Så er der professionel hjælpe at hente, hvis der skulle opstå en kritisk situation. Det er stadig til enhver tid ansvarshavende tilsynsførendes pligt at føre tilsyn med børnene under hele bade- eller vandaktiviteten. Livredderen er alene en hjælp, hvis der opstår en kritisk situation – ikke til at føre tilsyn med specifikke børnegrupper.

Besøger man strande, hvor der ikke er livreddere, er det særligt vigtigt at forberede strandturen godt.

Som udgangspunkt handler det om at sætte sig ind i lokale forhold på den strand, man vil besøge. Det kan du læse mere om i tekstboksen til venstre.

På grund af faren ved at flyde til havs, er det ikke tilladt at medbringe badedyr og andet flyde-legetøj.

I forbindelse med badning er det nødvendigt at være opmærksom på børnenes sundhedstilstand. Det gælder særligt i forhold til, om de er forpustede efter leg, er overophedede af solen, er blevet kolde i vandet med videre.

Hvis der kun skal soppes op til læggen, er det ikke et krav, at tilsynsførende har ’Åbent vand underviserprøve’.

Ved badning fra stranden er det nødvendigt med levende afmærkning af badeområdet. Det betyder, at der skal stå to voksne i vandet, der markerer den ydre grænse for badeområdet og fordelt som henholdsvis højre- og venstre yderste hjørne. De to voksne i vandet skal overvåge badningen under hele badeaktiviteten. Der skal desuden stå en voksen på stranden, der overvåger det markerede badeområde og eventuelt legende børn på stranden.

Stranden - når du skal tjekke lokale forhold

  • Hvor er redningsposter og nødtelefoner placeret på stranden?
  • Fungerer redningsudstyret?
  • Er tilsynsførende trænet i brugen af redningsudstyr?
  • Er der mobilsignal ved stranden?
  • Hvad er strandens redningsnummer, redningsvej eller nøjagtige adresse?
  • Er der fralandsvind eller pålandsvind?
  • Hvordan er vanddybde, bundforhold (revler og revlehuller?) og strømforhold?
  • Normering og kammerattilsyn

Høje-Taastrup Kommune rummer flere større naturområder som for eksempel Vestskoven, Porsemosen, Hedeland, Hakkemosen og St. Vejleå med Vallensbæk Mose.

Ofte vil der ikke være badeaktiviteter forbundet med besøg til søer eller åer. I de tilfælde, hvor der er tale om badeaktiviteter i for eksempel søer, gælder både de overordnede sikkerhedshensyn samt de sikkerhedshensyn, som også er gældende for badning ved strand.

Sikkerhedshensyn i forbindelse med øvrige vandaktiviteter ved sø, mose, gadekær og å er beskrevet ovenfor.

I forbindelse med vinteraktiviteter som is- og skøjteløb omhandler skærpede sikkerhedshensyn vurderingen af isens holdbarhed og risikoen for gennembrud af isen ved færdslen på isen.

Færdsel på isen på søer, moser og i gadekær skal altid kun foregå, hvor der er skiltet med teksten: ’Isen er sikker’. Alle steder, hvor der ikke er skiltet med "Isen er sikker", er det forbudt at færdes på isen. Selvom der er tyk is nogle steder, kan bund- og strømforhold betyde, at isen er usikker og farlig at færdes på. Driftsbyen måler jævnligt isens tykkelse, og såfremt isen er sikker, vil der blive sat skilte op. Skærpede sikkerhedshensyn ved færdsel på isen kan ses nedenfor.

Sikkerhedshensyn ved færdsel på is

  • Kig efter skiltet "Isen er sikker" inden du bevæger dig ud på isen
  • Tjek, hvor redningsposten er og om den fungerer
  • Der skal være mindst en voksen med på isen.
  • Gå ikke længere ud, end du i dårligt vejr kan ses fra bredden
  • Slip aldrig børn af syne
  • Tilsynsførende orienterer sig om gode råd om færdsel på isen på hjemmesiden for ’Rådet for Større Badesikkerhed’
  • Tilsynsførende aftaler beredskabsplan i tilfælde af, at et barn eller en ung falder gennem isen

Også for sejlads gælder de overordnede sikkerhedshensyn, som beskrevet ovenfor.

Sejlads for skoler og dagtilbud hører under kategorien erhvervssejlads. Reglerne for erhvervssejlads er forskellige afhængig af, hvor mange, der er ombord på fartøjet og krav til bådførerens uddannelse og beviser afhænger desuden af, om fartøjet er med eller uden motor.

Sejlads med op til 12 personer ombord - alle inklusiv - hører under reglerne for erhvervssejlads i mindre fartøjer. Det vil være disse regler, der er gældende for sejlads i kano, kajak og lignende små fartøjer uden motor med børn og unge.

Børn og unge må ikke sejle/ro uden tilstedeværelse af ansvarshavende tilsynsførende.

Alle medarbejdere, der varetager sejladsaktiviteter med kano, kajak eller lignende små fartøjer, skal have bestået ’Åbent vand underviserprøve’ inden for de seneste 2 år samt have godkendt 12-timers førstehjælpskursus.

For sejlads i kano og kajak anbefales det, at ansvarshavende i forbindelse med udarbejdelse af sikkerhedsinstrukser også orienterer sig på hjemmesiden for ’Søsportens sikkerhedsråd’. Her kan du finde læse om basisfærdigheder og basisudstyr på kano- og kajakture.

Minimumssikkerhedshensyn kan ses i tekstboksen til venstre. Listen er ikke fuldt udtømmende, hvorfor ansvarshavende ved sejlads med børn og unge som udgangspunkt skal orientere sig på soefartsstyrelsen.dk som forberedelse forud for sejladsen.

Sejlads med over 12 personer ombord gælder andre retningslinjer og desuden stilles der krav om uddannelse og beviser. For information om retningslinjer for sejlads med fartøjer med dimensionaltal 20 eller derover samt sejlads med motoriserede fartøjer, skal du orientere dig på søfartsstyrelsens hjemmeside.

  • Orientér dig omkring reglerne for erhvervssejlads på søfartsstyrelsens hjemmeside: soefartsstyrelsen.dk
  • Sejlads og færdsel på vandet skal være fuldt betryggende, herunder at alle (inklusive medarbejdere) altid er iført godkendt redningsvest
  • Udarbejde en sikkerhedsinstruks udfærdiget i overensstemmelse med gældende bekendtgørelse om mindre fartøjer og af personale med erfaring og kendskab til sejlads med pågældende fartøj
  • Føreren af fartøjet skal have relevant sejlerfaring
  • Sikre forældrenes skriftlige tilladelse til sejladsaktiviteter

 Lovgivning

Bekendtgørelse om tilsynet med elever i skoletiden: https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=163981

Om lederansvar i dagtilbud: Bekendtgørelse om dagtilbud:

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=190195

Om lederansvar i dagtilbud: Vejledning om dagtilbud: https://www.retsinformation.dk/pdfprint.aspx?id=168574

Vandsikkerhed, herunder prøver

https://www.svoem.org/_files/livredning/vandsikkerhedsprve_web.pdf

https://www.svoem.org/Discipliner/Livredning/Vandsikkerhed/Proever/Underviserproeven/Underviserproeven/

Råd og vejledning

Rådet for større badesikkerhed: http://www.badesikkerhed.dk/

Trygfondens hjemmeside om respekt for vandet – livredder: https://www.respektforvand.dk/

Om sejlads: Søfartsstyrelsen: 

Skole- og institutionssejlads | Søfartsstyrelsen (soefartsstyrelsen.dk)

Hold dig orienteret om Høje-Taastrup Kommune

Høje-Taastrup Kommune
Rådhusstræde 1
2630 Taastrup

CVR: 1950 1817

Telefon: 43 59 10 00
Mail: kommune@htk.dk

Genveje