Skip til hoved indholdet

Boldspil

Har du lyst til boldspil under åben himmel eller sjove spil for familien, så er der masser af baner, som kan bruges af alle.

Find en aktivitet

Har du lyst til at spille basketball under åben himmel? Så kan du bruge banen ved Hedehushallen, hvor I har mulighed for at udfordre hinanden i streetbasket.

Medbring selv en bold og tag venner eller dine børn med til aktivitetspladsen og leg med nye moves som at drible, lave crossover, mellem-benene og bag-om-ryggen.

Banen er lavet med et skridsikkert underlag, som er godt til afsæt og spil, og banen har de rigtige banemål.

Rutevejledning

Mølleparken i Taastrup

Du kan spille discgolf i Mølleparken i Taastrup, som er åben for alle hver dag. Banen er en 13-hullers bane og kan benyttes af alle aldersgrupper, da spillereglerne kan tilpasses efter niveau. Det koster ikke noget at spille på banen.

Discs og scorekort kan lånes på Taastrup Bibliotek og Kulturcentret på Poppel Allé 12, 2630 Taastrup. 

Se kort over Discgolf-banen

Hent Discgolf-scorekort

Rutevejledning

Hedehusene Idrætspark i Hedehusene

Du kan også spille discgolf ved Hedehusene Idrætspark, som er åben for alle hver dag. Banen er en 18-hullers bane og kan benyttes af alle aldersgrupper, da spillereglerne kan tilpasses efter niveau. Det koster ikke noget at spille på banen.

Rutevejledning

Bliv klogere på discgolf

Discgolf minder meget om almindelig golf. Man kaster en disc (en frisbee) ned i en kurv på færrest mulige kast. En golfdisc er noget anderledes end de frisbees, man normalt kender fra stranden. Den er designet mere aerodynamisk og præcist, hvilket gør at den kan flyve meget længere.

En discgolf bane består som regel af flere huller, som hver især er udstyret med et tee-sted, hvor man starter med at kaste sin disc til en kurv, der afslutter hullet svarende til en green i almindelig golf. Hullernes længde varierer og kan være alt fra 50 til over 200 meter. 

Discgolf regler - kom hurtigt i gang

  • Kast aldrig, når der er mennesker eller dyr inden for rækkevidde
  • Sørg altid for at have frit udsyn, inden du kaster
  • Man spiller som regel i grupper på max. 4 personer
  • Alle spillere kaster fra tee-stedet (start) mod kurven (hullet)
  • Derefter kastes videre fra, hvor disc’en ligger (forreste fod, hvor disc ligger)
  • Den spiller der ligger længst væk fra kurven, kaster først
  • Disc tælles som værende i hul, når den ligger i kurven eller hænger i kæderne
  • Lander discen i en have eller i vandet er den "udenfor banen" = OB. Spilleren noteres for et strafkast og disc kastes fra, hvor den forlod baneområdet
  • Antallet af kast skrives ned for hvert hul og lægges sammen
  • Vinder er den spiller, der sammenlagt har brugt færrest kast på alle hullerne

Hvor finder jeg andre discgolf baner?

I Danmark er der nu over 30 discgolf baner fordelt over landet. Nærmeste baner på Sjælland er Roskilde, København, Sorø, Kokkedal, Helsingør.

Der findes discgolf klubber og der spilles turneringer i discgolf både på hygge plan og på en landsdækkende dansk discgolf tur afsluttende med DM hvert år.

Læs mere om discgolf på Dansk DiscGolf Unions hjemmeside

Du kan spille fodbold på en række offentligt ejede græsbaner og kunstgræsbaner, som er til fri afbenyttelse for alle. Banerne er placeret i og omkring byens parker, skoler og idrætsklubber og kan benyttes hele året. Men vær opmærksom på, at klubberne og skolerne har fortrinsret på deres baner. 

Baner ved idrætsklubber og skoler

Ved flere at kommunens skoler er der boldbaner, hvor du kan spille fodbold, når skolerne ikke bruger dem. Også ved idrætsklubberne findes der baner, hvor du kan spille, hvis klubberne ikke bruger banerne.

Engvadgårdsparken

Ved det gamle gadekær i Fløng ligger Engvadgårdsparken. Parkens store græsarealer gør stedet ideelt til mere pladskrævende boldspil som eksempelvis fodbold. Boldbanen består af almindelig græs og to mål. Når I trænger til en pause, kan I slænge jer i parkens vippestole eller hængekøjer og nyde et æble fra parkens frugtplantage. 

Rutevejledning

Hakkemosen

I Hakkemosen finder du store græsarealer med mulighed for boldspil. I Hakkemosen er der noget for enhver smag - både sommer og vinter. Udover de store skønne boldbaner er der et lege- og aktivitetsområde, skønne fiskesøer, et shelter, bålsted og bord/bænkesæt.

Rutevejledning

Hedehushallen

Ved Hedehushallen er der en aktivitetsplads, hvor der blandt andet er mulighed for at spille fodbold. Fodboldbanen består af asfalteret belægning, som gør den skridsikkert. På aktivitetspladsen findes også styrkeredskaber.

Rutevejledning

Selsmosen

I Selsmosen ligger et større grønt areal med plads til boldspil. Banen svarer til en almindelig fodboldbane og er udstyret med fodboldmål. 

Rutevejledning

I Taastrup Kulturcenters have kan du prøve kræfter med en permanent 12-hullers krolfbane i skønne omgivelser. Det eneste det kræver, er kroketsæt og godt humør. Ejer du ikke selv et kroketsæt , kan du leje et rigtigt krolf-sæt og hente gratis scorekort i Taastrup Kulturcenter, Poppel Alle 12, 2630 Taastrup.

Hvad er Krolf?

Krolf er en krydsning - af kroket og golf. Udstyret er fra kroket - princippet med at kuglen skal i et hul på færrest mulige slag er fra golf. Er der lidt forhindringer i form af bede, flagstænger, solure, træer, buske eller sten opsat til lejligheden, så er det da kun endnu sjovere.

Se spilleregler

I Hakkemosen kan du spille tennis når som helst. Der er to udendørs tennisbaner, som er åbne hele dagen, alle ugens syv dage. 

Rutevejledning

Er du til sand mellem tæerne og holdspil under åben himmel? Så prøv kræfter med volleyballbanen i Hakkemosen. Banens underlag er sand og er velegnet for hele familien.

Rutevejledning

Hold dig orienteret om Høje-Taastrup Kommune

Høje-Taastrup Kommune
Rådhusstræde 1
2630 Taastrup

CVR: 1950 1817

Telefon: 43 59 10 00
Mail: kommune@htk.dk

Genveje