Sammen om dit barns udfordringer
Kursus til forældre til børn med ADHD, autisme og lignende vanskeligheder
Find information om
Kort om kurset
Som forælder til et barn med vanskeligheder kan du opleve et væld af forskellige udfordringer. Udfordringer som kan stille ekstra krav til dig som forælder i bestræbelserne på at skabe de bedste rammer og muligheder for dit barn og for familien som helhed.
Her kan det være en hjælp at deltage i et forældrekursus, hvor det er muligt at opnå mere viden om dit barns særlige vanskeligheder og behov samt få forslag til, hvordan dagligdagen kan håndteres. Et kursus, hvor der også er fokus på, hvordan det er at være dig i rollen som forælder.
Hvem kan deltage
"Sammen om dit barns udfordringer" henvender sig til alle forældre til børn med udviklingsforstyrrelser - med eller uden diagnose. Det kan for eksempel være lettere eller sværere grader af ADHD, autisme eller lignende vanskeligheder. Vanskelighederne kan blandt andet komme til udtryk i dit barns sociale samspil og kommunikation eller ved hyperaktivitet og impulsivitet. Kurset tager både hånd om problemstillinger, som knytter sig til børn med en nyligt stillet diagnose, og problematikker som opstår efter længere tids kendskab til barnets vanskeligheder. Børnene kan også have andre vanskeligheder som eksempelvis Tourette og mental udviklingshæmning.
For at give den mest målrettede og relevante vejledning lægger kurset i høj grad vægt på dine egne erfaringer med forældrerollen. Der tages udgangspunkt i dine egne historier og problemstillinger, som du oplever i dagligdagen omkring dit barn og familien som helhed. Desuden vil der være en gennemgang af de konkrete diagnosers kendetegn, og hvilke mulige konsekvenser disse kan medføre – alt sammen for at kunne videregive de bedste redskaber til at håndtere fremtidige udfordringer for det enkelte barn.
Med udgangspunkt i vores erfaringer fra tidligere kurser vil vi berøre en række emner, der har haft en generel relevans for vores deltagere. Det kan være temaer såsom:
- Forældrerollen: Sorgen, erkendelsesprocessen i forbindelse med barnets vanskeligheder og/eller diagnose, små og store nederlag og sejre i hverdagen, motivation og hjælp til flere handlemuligheder frem mod endnu flere sejre
- Struktur: Præsentation af metoder, der retter sig mod at skabe stabilitet og genkendelighed i barnets hverdag
- Udviklingsforstyrrelser: Gennemgang af de kendetegn, der gør sig gældende for de enkelte diagnoser
- Værktøj: Formidling af redskaber, som kan afhjælpe og forbedre håndteringen af barnet
- Søskende: Problematikker og løsningsforslag i forhold til relationerne mellem forældre og eventuelle søskende og mellem søskende og barnet med vanskeligheder
- Dialog: Med udgangspunkt i deltagernes egne oplevelser og erfaringer er der mulighed for at dele ud af disse til og med ligesindede - med vejledning og inputs fra kursusholderne.
Det er vores ønske at skabe et så relevant kursusforløb som muligt. Derfor kan indholdet også variere fra gang til gang, og det vil blive vurderet om, der er andre emner, som har betydning for de pågældende deltagere.
Med kurset er det vores mål at skabe nogle trygge og inkluderende rammer, hvor der er plads til at tage hånd om frustrationerne og de sværere sider af livet som forældre til et barn med vanskeligheder. I denne forbindelse lægger vi stor vægt på, at du på kurset har mulighed for at møde og udveksle tanker og ideer med andre forældre - ligesindede som står overfor nogle af de samme problematikker som dig selv. Det kan være dagligdagens små og store udfordringer og bekymringer om fremtiden.
"Sammen om dit barns udfordringer" bygger på nogle bærende værdier om nærhed, inddragelse, forebyggelse og helhedstænkning i forhold til de daglige relationer, som omgiver dit barn og familien. Dette perspektiv kommer blandt andet til udtryk ved den tværfaglige tilgang, som kursusforløbet tilbyder.
Teamet bag "Sammen om dit barns udfordringer" er en dedikeret gruppe af familievejledere og psykologer fra Familie- og Dagtilbudscentret. Der lægges vægt på en bred faglig tilgang, og oplægsholderne vil derfor variere på de enkelte kursusgange, så de konkrete temaer bliver båret af den mest relevante fagperson. Ved første kursusaften vil alle fagpersoner være til stede, og der vil under hele forløbet være én familievejleder, som er den primære tovholder og kontaktperson for deltagerne.
Kursusforløbet spænder over 6 hverdagsaftener i tidsrummet 17.30-20.00. Der bliver som udgangspunkt afviklet 4 kursusforløb årligt med opstart i typisk januar, april, august og september.
Det er dit eget ansvar at arrangere børnepasning på kursusaftenerne.
Efter deltagelsen er der også mulighed for at få op til 3 individuelle samtaler med råd og vejledning. Her uddyber vi emner og problemstillinger fra kursusforløbet, der er særligt relevante i forhold til din og dit barns konkrete situation.
Som udgangspunkt vil kursusaftenerne finde sted i kommunens lokaler.
Du skal søge om at deltage i kurset.
Kontakt Familie- og Dagtilbudscentret på telefon 43 59 10 00. Her vil du blive sat i forbindelse med en børne- og ungerådgiver, som sammen med dig vil afklare jeres muligheder for at deltage i kurset. Hvis du allerede har en børne- og ungerådgiver, skal du snakke med vedkommende.
Erfaringerne viser, at de deltagende forældre får meget ud af at kunne dele deres tanker og erfaringer med hinanden. Derfor vil vi gerne støtte op om at bevare og styrke disse gode relationer.
Som noget nyt lægger kursusholderne af samme grund op til, at der bliver etableret et netværksforum til forældrene efter endt kursusforløb. I denne forbindelse stiller vi lokaler til rådighed, og vi stræber løbende efter at engagere frivillige med den relevante faglige baggrund til at støtte op netværksforummet.
Du vil få mere at vide om det på selve kurset.
Familie- og Dagtilbudscenter
Telefon: 43 59 10 00 | e-mail: fdc@htk.dk | Telefontider | Adresse
Brug sikker mail (Digital Post), hvis du sender følsomme eller fortrolige oplysninger.