Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Støtte og omsorg Voksne med behov for støtte Høje-Taastrup Kommunes kvalitetsstandard for specialundervisning for voksne efter Lov om specialundervisning for voksne

Høje-Taastrup Kommunes kvalitetsstandard for specialundervisning for voksne efter Lov om specialundervisning for voksne

Du kan søge om undervisning efter Lov om Specialundervisning for voksne.

Du skal være fyldt 18 år og have brug for et undervisningsforløb og specialpædagogisk bistand, der giver dig mulighed for at opnå og anvende nye metoder, hjælpemidler og strategier til at kompensere for dit handicap, så du oplever færre begrænsninger i din hverdag.

Du er velkommen til at henvende dig, hvis du vil vide mere, eller hvis du mener, du har behov for specialundervisning for voksne.

Du kan ringe eller du kan sende en mail.

Telefon: 43 59 10 00

E-mail: socialhandicap@htk.dk

Du kan søge om støtten via Høje-Taastrup Kommune.

Der kan gå op til 20 hverdage, fra du henvender dig, inden Høje-Taastrup Kommune afgør, om du kan få specialundervisning.

Formålet med støtten er at afhjælpe eller begrænse virkningerne af dit handicap.

Undervisningen skal give dig mulighed for at kompensere for dit handicap ved at lære nye strategier.

Undervisningen skal give dig mulighed for et mere aktivt liv og mulighed for at deltage i samfundslivet.

Høje-Taastrup Kommune foretager en konkret og individuel vurdering af dine ressourcer og dit behov for støtte.

Der lægges vægt på, at:

  • Du kan kun få specialundervisning, hvis dit behov ikke kan imødekommes via anden lovgivning eller andre indsatser.
  • Du er over 18 år.
  • Du bor eller har længerevarende ophold i Høje-Taastrup Kommune.
  • Du har et fysisk eller psykisk handicap som gør, at du har behov for særligt tilrettelagt undervisning og rådgivning.
  • Den kompenserende undervisning kan være med til at afhjælpe eller begrænse dit handicap, så du oplever færre begrænsninger i din hverdag.

Specialundervisningen skal også opfylde nogle kriterier, for at du kan tilbydes den:

  • Specialundervisningen skal være tidsbegrænset.
  • Der er udarbejdet en undervisningsplan sammen med dig for dit forløb, hvor tidsforløb, målsætning og eventuelt delmål, indhold og evalueringsform fremgår.
  • Effekten af undervisningen skal kunne dokumenteres og evalueres.

Undervisningen kan gives som enkeltmandsundervisning eller på hold ud fra en konkret faglig vurdering af dine behov. Din undervisning kan desuden tilpasses, så den tager hensyn til dit handicap.

Som eksempler kan nævnes:

  • Taleundervisning og stemmetræning
  • Undervisning for voksne med hjerneskade
  • Mobilitytræning, det vil sige træning, der styrker din bevægelighed i kroppen
  • Undervisning og rådgivning til dig og dine pårørende samt supervision af personale på f.eks. et botilbud

Høje-Taastrup Kommune forventer, at du selv kan transportere dig eller selv kan sørge for at blive transporteret til specialundervisningen. Hvis det ikke er muligt, kan du i særlige tilfælde få kørsel af kommunen. Kontakt kommunen for råd og vejledning.

Det er også muligt, at specialundervisningen kan ske hjemme hos dig, hvis der er tale om eneundervisning.

Støtten omfatter ikke:

  • Undervisning og uddannelse med generelle mål, som er fastlagt på forhånd. Eksempelvis undervisning med forud planlagt pensum
  • Undervisning af ordblinde
  • Prøveforberedende undervisning eller uddannelse
  • Undervisning, når du er indlagt på sygehus
  • Hjælpemidler, som kan bevilliges efter § 112 i serviceloven

Høje-Taastrup Kommune betaler for din specialundervisning.

Du får alle nødvendige læremidler til at gennemføre specialundervisningen stillet gratis og midlertidigt til rådighed.

Hvis du har fået bevilliget et hjælpemiddel efter § 112 i serviceloven, og det indgår som læremiddel, skal du bruge hjælpemidlet som læremiddel.

Det er altid en konkret vurdering af dit funktionsniveau, som er afgørende for, hvilket tilbud du får. 

Høje-Taastrup Kommune visiterer som udgangspunkt til lokale tilbud samt leverandører vi har aftaler med.

Du har ikke frit valg af leverandør. Høje-Taastrup Kommune vælger en leverandør på baggrund af en konkret og individuel vurdering af dine behov sammen med leverandørens kompetencer og tilbuddets effekt og pris.

Under dit specialundervisningsforløb er din sagsbehandler i løbende dialog med leverandør og dig, i forhold til, om du får det forventede udbytte af undervisningen eller om undervisningen skal ophøre.  

Hvis du ønsker at klage, skal det ske inden 4 uger, fra du har modtaget afgørelsen på din ansøgning. Du kan klage skriftligt eller mundtligt. Klagen indgiver du til Klagenævnet for specialundervisning.

Vælger du at klage skriftligt, kan du sende brevet med almindelig post:

Klagenævnet for specialundervisning
Ankestyrelsen
7998 Statsservice

Sikkermail: sikkermail@ast.dk Der kan kun bruges sikkermail, hvis din mail er sat op til at kunne sende sikre mails.

Ikke sikkermail: ast@ast.dk

Det er vigtigt, at du præcist skriver, hvilken beslutning du er utilfreds med. Vedlæg gerne en kopi af afgørelsen

Vælger du at klage mundtligt,
 kan du ringe til Ankestyrelsen på tlf. 33 41 12 00, og bede om at tale med Klagenævnet for Specialundervisning. Telefonen er åben mandag til fredag fra kl. 9-15.

Hvad kan du klage over

Du kan klage over retlige spørgsmål i afgørelser om specialundervisning for voksne (begrundelse, partshøring, aktindsigt, oplysningsgrundlag mv).
Klagenævnet kan ikke tage stilling til, om du skal have specialundervisning eller hvilket tilbud du skal have.

Behandling af din sag

Når klagen er modtaget i sekretariatet, sendes den til høring i kommunen som har en frist på 2 uger til at komme med en udtalelse i sagen samt sende sagens akter. Du vil selv modtage et kvitteringsbrev.

Når udtalelsen fra kommunen er modtaget i sekretariatet, vil du få en kopi, så du får mulighed for at komme med bemærkninger i sagen. Til dette vil du få en frist på ca. 14 dage til at komme med dine bemærkninger.

Afgørelse

Afgørelse fra klagenævnet bliver sendt til dig og en kopi sendes til kommunen

Yderligere information

Ønsker du yderligere information om Klagenævnet kan du søge på Klagenævnets hjemmeside: Klagenævnet for Specialundervisning — Ankestyrelsen (ast.dk)

Der er tilknyttet følgende lovgrundlag til ydelsen:

Lov om specialundervisning for voksne. 

Godkendt af Byrådet den 19. april 2023. 

Hold dig orienteret om Høje-Taastrup Kommune

Høje-Taastrup Kommune
Rådhusstræde 1
2630 Taastrup

CVR: 1950 1817

Telefon: 43 59 10 00
Mail: kommune@htk.dk

Rådhusets åbningstider

Rådhusets lukkedage

Genveje