Kvalitetsstandard for krisecentre efter serviceloven § 109
Kan du modtage støtten?
Du skal være fyldt 18 år, for at få midlertidigt ophold i et krisecenter.
Du kan få midlertidigt ophold i et krisecenter, hvis du har været udsat for vold i nære relationer. Du kan tage dine børn med på krisecenter.
Hvordan kontakter du os/søger støtte?
Du kan frit tage ophold på et
hvilket som helst krisecenter. Det er forstanderen på krisecentret, som træffer
beslutning om, hvorvidt du og dine eventuelle børn kan tage ophold der.
Du kan være anonym, når du henvender dig til et
krisecenter, og personalet har tavshedspligt. Du kan kontakte krisecentret via
telefon eller ved at tage direkte ud til krisecentret, på et hvilket som helst
tidspunkt af døgnet.
Du behøver ikke
kontakte Høje-Taastrup Kommune, men du er velkommen til at kontakte kommunen
for at få råd og vejledning, for at få hjælp til at finde et krisecenter eller
for at få sagsbehandlerens vurdering af, om et krisecenter er det rette tilbud
til dig.
Du kan ringe eller du kan sende en mail.
Telefon: 43 59 10 00
E-mail: socialhandicap@htk.dk
Krisecentret skal give Høje-Taastrup Kommune besked senest tre dage efter du
har taget ophold, samt give besked senest tre dage efter du er flyttet ud.
Hvad er sagsbehandlingstiden?
Når du kontakter et krisecenter, vurderer krisecentret samme dag, om du kan få et midlertidigt ophold på krisecentret.
Hvis krisecentret vurderer, at du ikke kan få et ophold, fordi du ikke er i målgruppen eller på grund af pladsmangel, vejleder krisecentret om andre relevante tilbud.
Hvad er formålet med støtten?
Formålet med støtten er, at du får beskyttelse, støtte, omsorg og rådgivning, som kan bidrage til, at du og eventuelt ledsagende børn kan etablere en selvstændig tilværelse uden vold i egen bolig.
Hvad er kriterierne?
Krisecentret foretager en konkret og individuel vurdering af om du er i målgruppen, og Høje-Taastrup Kommune vurderer, om du har behov for yderligere støtte.
Det er en betingelse, at du har lovligt ophold i Danmark.
Du er ikke i målgruppen, hvis der udelukkende er tale om akut bolignød.
Hvad indgår i støtten?
Krisecentret skal give støtte og
omsorg til dig og dine eventuelle ledsagende børn. Krisecentret yder kun støtte
i begrænset omfang og støtten til børnene varetages derudover af Familie- og
Dagtilbudscentret i Høje-Taastrup Kommune.
Krisecentret har mulighed for, at støtten kan leveres kønsspecifikt.
Eksempelvis med kønsopdelte sektioner eller æres relaterede hensyn.
Krisecentret støtter dig samtidig i at lede efter en bolig, hvis du har behov for det.
Det er målet, at du gennem opholdet kommer ud af din krisesituation og bliver styrket i egne valg og i at skabe og fastholde et liv uden vold eller trusler om vold.
Opholdets
længde tilpasses dine individuelle behov, men bør kun i særlige tilfælde vare
længere end tre til seks måneder.
Koordinerende rådgivning
Under og efter dit ophold på et
krisecenter, tilbydes du koordinerende rådgivning. I Høje-Taastrup Kommune varetages
rådgivningen af en koordinerende sagsbehandler fra Myndighed på socialområdet. Hvis
du har børn med på krisecentret, vil sagsbehandleren sørge for et tæt
samarbejde med kommunens Familie- og Dagtilbudscenter.
Den indledende rådgivning:
Den indledende rådgivning starter senest 2 uger efter, at Høje-Taastrup Kommune
er blevet orienteret om din optagelse i krisecentret. En del af den indledende
rådgivning handler om at afdække dine behov for støtte. Du bliver også
introduceret til hvad din koordinerede rådgiver kan hjælpe dig med, og I taler
om, hvordan din rådgiver bedst kan hjælpe dig til at skabe en stabil
tilværelse. Derudover får du vejledning om, hvor du kan henvende dig i tilfælde
af, at du uplanlagt flytter fra krisecentret.
Rådgivning ved udflytning:
Din koordinerende rådgiver hjælper dig i udflytningen fra krisecentret og fortsætter efter, du er flyttet ind i din egen bolig. Forløbet understøtter, at du og dine eventuelle børn får den rette kommunale støtte, og at du får styr på det praktiske i din egen bolig. Du aftaler med din sagsbehandler, hvad du skal have støtte til, for eksempel støtte om bolig, job, uddannelse, dagtilbud, sundhedstilbud etc.
Varighed og omfang af den koordinerende rådgivning bevilges efter dit behov. Som udgangspunkt bevilger Høje-Taastrup Kommune koordinerende rådgivning i maksimalt 6 måneder efter udflytning.
Den indledende og koordinerende rådgivning ophører, hvis du flytter sammen med den voldelige partner igen.
Psykologbehandling til børn
De børn der ledsager dig på krisecentret,
har ret til et tilbud om psykolog behandling, uanset opholdsvarigheden.
Det er krisecentret, som sørger for opstart af psykologbehandlingen under opholdet
eller i umiddelbar forlængelse heraf.
Ved
fælles forældremyndighed kan psykologbehandlingen iværksættes alene med
samtykke fra den forældremyndighedsindehaver, som barnet ledsager under
opholdet.
Psykologbehandlingen udføres af en autoriseret psykolog og har et omfang på mindst 4 timer og op til 10 timer afhængigt af dit barns behov. Psykologbehandlingen skal supplere eventuelle andre ydelser, som Høje-Taastrup Kommune kan bevilge.
Hvad indgår ikke i støtten?
Transportudgifter til og fra
krisecentret indgår ikke i støtten.
Hvad koster det?
Ved ophold på et krisecenter opkræves som udgangspunkt egenbetaling for logi med 97,30 kr. pr. døgn (2024-niveau). Hvis du har huslejeudgifter til egen bolig under opholdet, betaler du som udgangspunkt ikke for opholdet på krisecentret.
Der kan være betaling for kost på krisecentret, afhængig af, om du selv er ansvarlig
for maden.
Hvem leverer støtten?
Du kan henvende dig til et krisecenter i hele landet. Tilbuddet skal fremgå af Tilbudsportalen.
Hvornår og hvordan følger vi op?
Senest to uger efter, at Høje-Taastrup Kommune har fået kendskab til dit ophold på et krisecenter, vil sagsbehandleren have lavet en aftale med dig om en samtale, hvor I skal følge op på dit ophold og vurdere den fremtidige indsats.
Du skal være opmærksom på, at ved
manglende overnatning, kan forstanderen udskrive dig fra det pågældende
krisecenter. Du kan efterfølgende indskrives på et krisecenter igen.
Du tilbydes en handleplan. Sagsbehandleren vil sammen med dig følge op på, om
du får den hjælp og støtte, du har behov for, og om støtten hjælper dig i
retning af at kunne leve dit liv mere selvstændigt, eller om der er behov for
at gøre noget andet.
Hvis du og din sagsbehandler vurderer det relevant med yderligere støtte, vil
der blive udarbejdet en udredning heraf.
Høje-Taastrup Kommune har en forventning om, at du aktivt samarbejder om din
fremtidige boligsituation, hvis du ikke har en bolig eller har behov for en ny
bopæl. Herunder at du også søger en ny bolig i områder, som ikke er dit første
valg, men hvor du kan søge videre fra. Udgangspunktet er, at egen bolig er
bedre til at skabe rammerne for et godt og selvstændigt liv - fremfor ophold på
et krisecenter.
Hvilke klagemuligheder har du?
Du kan klage til Ankestyrelsen om forstanderens afgørelse om optagelse eller udskrivelse fra krisecenteret. Ankestyrelsen vil så tage stilling til om forstanderens afgørelser er tilstrækkeligt begrundet med udgangspunkt i loven.
Du kan derudover klage mundtligt eller skriftligt til Høje-Taastrup Kommune om din afgørelse om egenbetaling, og krisecentret kan hjælpe dig, hvis du har brug for det. Høje-Taastrup Kommune kan vejlede dig telefonisk, hvis du ønsker det. Du skal oplyse, hvad i afgørelsen, du er utilfreds med, og du kan også oplyse, hvorfor du er utilfreds med afgørelsen, men det er ikke et krav.
Kommunen skal overveje deres beslutning igen. Hvis kommunen fortsat mener det samme, skal de sende din klage til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen skal se på din klage og træffe en afgørelse.
Din klage skal stiles til:
Høje-Taastrup Kommune
Social- og Arbejdsmarkedscentret
Rådhusstræde 1
2630 Taastrup
E-mail: socialhandicap@htk.dk
Tlf. nr.: 43 59 16 90
Hvad siger loven om krisecentre?
Det fremgår af servicelovens § 109 at;
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer,
som har været udsat for vold i nære relationer. Personerne kan være ledsaget af
børn, og de modtager under opholdet omsorg og støtte under hensyntagen til de
kønsmæssige aspekter ved vold i nære relationer.
Revideret og godkendt
Godkendt af Byrådet den 20. november 2024.