Kvalitetsstandard for Ledsageordningen efter servicelovens § 97
Find information om
Tilbuddet om ledsagelse henvender sig til dig, som er mellem 18 år og folkepensionsalderen og ikke kan færdes alene til selvvalgte aktiviteter på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Du er f.eks. kørestolsbruger, blind, har en hjerneskade eller en personlighedsforstyrrelse.
Selvvalgte aktiviteter er f.eks. indkøb, ture i naturen eller fritids-, kulturelle og sociale aktiviteter.
Du skal være visiteret til ledsagelsen, inden du når folkepensionsalderen for at kunne bevare ordningen efter, du er blevet folkepensionist.
Hvis du mener, du har behov for ledsagelse eller du vil vide mere, så kan du kontakte Høje-Taastrup Kommune på:
Telefon: 43 59 10 00
E-mail: socialhandicap@htk.dk
Du kan søge om støtten via Høje-Taastrup Kommune eller du kan ansøge digitalt via www.borger.dk ved brug af dit MitID.
Fra du henvender dig til Høje-Taastrup Kommune med et ønske om ledsagelse, kan du forvente, at der går op til 20 hverdage, inden kommunen afgør, om du får tildelt støtten.
Formålet med støtten er at forbedre dine muligheder for at deltage i aktiviteter uden for hjemmet til trods for dit handicap. Støtten skal altså øge dine muligheder for selvstændigt at forfølge dine egne interesser og derigennem udvikle kompetencer og blive del af fællesskaber, som bidrager positivt i dit liv.
Høje-Taastrup Kommune foretager en konkret og individuel vurdering af dine ressourcer og dit behov for støtte.
Du skal – af den ene eller anden grund være ude af stand til at færdes på egen hånd. Det kan f.eks. være, at du:
- Bruger kørestol eller har andre svære bevægelseshandicap.
- Er blind eller svagtseende
- Har udviklingshæmning eller en hjerneskade
Ved vurderingen af, om du er berettiget til ledsageordningen, lægger Høje-Taastrup Kommune vægt på:
- At du ikke kan færdes alene uden for dit hjem på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
- At du kan efterspørge en individuel ledsager til en aktivitet uden socialpædagogisk støtte. Det er ikke et krav, at du skal kunne efterspørge ledsagelsen verbalt.
Ordningen omfatter som udgangspunkt ikke dig med nedsat funktionsevne som følge af sindslidelse eller af sociale årsager så som misbrug, udadreagerende adfærd, hjemløshed mv. I den situation kan du eventuelt få en støttekontaktperson efter servicelovens § 85.
Ledsagelse er en ydelse, der foregår uden for hjemmet.
Ordningen omfatter selve ledsagelsen og de funktioner, der er direkte forbundet med ledsagelsen, f.eks. hjælp med at tage overtøj af og på, hjælp til toiletbesøg samt hjælp med kørestol og andre ganghjælpemidler. Ledsageren kan også deltage i aktiviteten, f.eks. en tur i biografen.
Hvis du opfylder betingelserne for at få ledsagelse, har du ret til 15 timer pr. måned, uanset hvilken selvvalgt aktivitet du ønsker at blive ledsaget til.
Hvis du opfylder betingelserne for ledsageordningen, har du ret til ledsagelse uanset, om du bor i botilbud, i egen bolig eller hos familie.
Når din sagsbehandler vurderer dit behov, indgår det i vurderingen i hvilket omfang, du i forvejen får individuel ledsagelse i dit samlede tilbud. Hvis du allerede får ledsagelse i dit botilbud, vil disse timer blive modregnet. Det kan f.eks. være timer du bruger til ture og ferier.
Din ledsagelse kan finde sted på alle tider af døgnet. Det er op til dig, hvordan du fordeler timerne.
Du har mulighed for at opspare dine ledsagertimer inden for en periode på seks måneder. Du kan altså maksimalt opspare 90 timer. Bruger du ikke timerne, bortfalder de efter seks måneder.
Du kan efter aftale med din ledsager tage denne med på ferie. Hvis du tager din ledsager med på ferie eller weekendophold, så aflønnes din ledsager for 7,4 timer pr. dag inklusiv et ferietillæg.
Du og din sagsbehandler udarbejder et overordnet mål med den indsats du får, som skal fungere som pejlemærke undervejs. Det kalder vi indsatsformålet. Indsatsformålet er i videst muligt omfang baseret på dine ønsker, håb og drømme.
Ud fra indsatsformålet laver du i samarbejde med din sagsbehandler et eller flere indsatsmål, som skal hjælpe dig på vej.
Det er dig, der bestemmer, hvor du vil hen og hvilke aktiviteter, du gerne vil have din ledsager med til. Du kan f.eks. vælge at få din ledsager med til indkøb, ture i naturen eller fritids-, kulturelle og sociale aktiviteter.
Nogle aktiviteter indgår ikke i ledsagelse. Det er som udgangspunkt ledsagelse til nødvendige lægebesøg, undersøgelser, lægeordineret rideterapi m.v. da aktiviteter der er lægeordinerede ikke er omfattet af selvvalgte aktiviteter.
Din ledsager fungerer ikke som støtte-og kontaktperson eller besøgsven og yder ikke praktisk hjælp i hjemmet. Du kan dog godt modtage socialpædagogisk bistand og have en støtte- og kontaktperson samtidig med, at du får ledsagelse.
Du skal ikke betale for at modtage ledsagelse. Dog skal du selv afholde dine egne og din ledsagers udgifter til transport, entré og lignende, hvis du ønsker ledsagelse til aktiviteter, der medfører udgifter. Du har mulighed for at ansøge om et årligt tilskud til ledsageren i forbindelse med ledsagerordningen. Kommunen kan give tilskud op til 919 kr. årligt (2020 takst).
Høje-Taastrup Kommune anbefaler, at du får lavet et ledsagekort. Det er et personligt kort med dit billede på, som giver adgang til forskellige kulturinstitutioner i Danmark. Det kunne f.eks. være Tivoli, Zoologisk Have, hvor man med kortet kan få prisreduktion på entrebilletter, offentlig transport etc.
Høje-Taastrup Kommune bevilger støtten til dig, mens ledsageordningen leveres af firmaet DUOS. I udgangspunktet får du en ledsager gennem DUOS, men du har også mulighed for selv at foreslå en ledsager. Denne person skal godkendes af kommunen og herefter ansættes af DUOS.
Da ledsageordningen skal dække ledsagelse, der ligger ud over den ledsagelse, som en ægtefælle eller andre med nær tilknytning til dig ellers yder, kan der normalt ikke ske ansættelse af personer med nær tilknytning til dig.
Det er ikke et krav, at din ledsager har en socialfaglig eller sundhedsfaglig uddannelse.
Når kommunen har bevilget ledsagelse til dig, foregår al den efterfølgende kontakt om din ledsageordning i udgangspunktet med DUOS.
Kontaktinformation:
DUOS, Ledsagekontoret på telefon: 3634 7900
Din sagsbehandler følger løbende op på, om du får den støtte, du har behov for. Opfølgningen vil ske ud fra, hvor du er i dit liv og altid i samarbejde med dig. Vi følger op på, om den støtte du får hjælper dig i retning af at kunne leve dit liv mere selvstændigt, eller om der er behov for at gøre noget andet.
Opfølgningen er væsentlig i forhold til at sikre, at du får den støtte, som du er visiteret til, og at du oplever, at du arbejder med de mål, der skal til for at kunne mestre dit liv med de forudsætninger, du har.
Din ledsager er forpligtet til at orientere Høje-Taastrup Kommune, hvis du ikke længere er i stand til at benytte din ledsageordning.
Hvis du ikke har benyttet ordningen i 6 måneder, så følger kommunen op på din indsats og vurderer, om din ledsageordning skal fortsætte.
Du kan klage mundtligt eller skriftligt, og din sagsbehandler kan hjælpe dig, hvis du har brug for det. Du skal oplyse, hvad i afgørelsen, du er utilfreds med, og du kan også oplyse, hvorfor du er utilfreds med afgørelsen, men det er ikke et krav.
Høje-Taastrup Kommune vil på baggrund af din klage genvurdere afgørelsen, og hvis vi ikke ændrer afgørelsen, sender vi den til viderebehandling i Ankestyrelsen.
Din klage skal stiles til:
Høje-Taastrup Kommune
Social- og Handicapcentret
Team Myndighed
Bygaden 2
2630 Taastrup
Telefon: 43 59 16 90
E-mail: socialhandicap@htk.dk
Ifølge servicelovens § 97
skal Kommunalbestyrelsen tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til personer under folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, dog således at aldersgrænsen ikke kan blive mindre end 67 år. Ledsagelsen tilbydes til personer, der ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Stk. 2. Personer, der er visiteret til ledsagelse før folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, bevarer retten til ledsagelse efter overgang til folkepension.
Stk. 3. En person, som er berettiget til ledsagelse, jf. stk. 1 eller stk. 2, har ret til selv at udpege en person til at udføre opgaven. Kommunen skal godkende og ansætte den udpegede person.
Stk. 4. Der kan normalt ikke ske ansættelse af personer med en meget nær tilknytning til den, der er berettiget til ledsagelse efter stk. 1 eller stk. 2.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan beslutte at tilbyde personer, som er berettiget til ledsagelse, jf. stk. 1 eller stk. 2, at få ydelsen udbetalt som et kontant tilskud til en ledsager, som de pågældende selv antager. Det er frivilligt for den berettigede at benytte tilbuddet.
Stk. 6. Modtageren kan opspare timer inden for en periode på 6 måneder. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte retningslinjer herfor.
Stk. 7. Modtagerens udgifter til ledsagerens befordring og andre aktiviteter med tilknytning til ledsageordningen kan dækkes med et beløb på op til 663 kr. årligt (919 kr. årligt, 2020 takst). Beløbet ydes af kommunalbestyrelsen efter anmodning fra modtageren.
Stk. 8. Der kan ikke ydes ledsagelse efter denne bestemmelse til personer, der har hjælperordning efter § 96.
Stk. 9. Social- og indenrigsministeren kan i en bekendtgørelse fastsætte regler om betingelser for ledsageordningen.
Godkendt af Byrådet d. 15.12.2020