Udbudsvilkår for salg af areal
Indledning
Areal til opførelse af ny erhvervsbebyggelse beliggende Blekinge Boulevard Matr.nr. 84h Høje-Taastrup By, Høje-Taastrup
Høje-Taastrup Kommune, Rådhusstræde 1, 2630 Taastrup, udbyder matr.nr. 84h, Høje Taastrup By, Høje Taastrup, 2630 Taastrup til salg. Arealet udbydes til salg i henhold til ”Bekendtgørelse nr. 396 2021-03-03 om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme, med tilhørende vejledning”. Arealet kan erhverves på de i det følgende beskrevne vilkår. De i § 13 nævnte dokumenter indgår i aftalegrundlaget.
Udbudsteksten er delt op i tre afsnit:
Arealet: Beskriver det udbudte areal, beliggende matr.nr. 84h Høje-Taastrup By, Høje-Taastrup (efterfølgende kaldet ”Arealet”).
Udbudsvilkår: Beskriver vilkårene for afgivelse af tilbud og vurdering af disse.
Overtagelsesvilkår: Beskriver overtagelsesvilkår for Arealet.
Parterne:
Høje-Taastrup Kommune i det følgende kaldet sælger.
Tilbudsgiver betegnes i det følgende som køber.
Arealet
1.1 Arealet
Høje-Taastrup Kommune, Rådhusstræde 1, 2630 Taastrup udbyder matr.nr. 84h Høje-Taastrup By, Høje-Taastrup til salg. Arealet er ubebygget og udgør ca. 10.547 m2, jf. bilag 2.
Arealet er i henhold til den godkendte lokalplan udlagt til erhvervsformål i form af kontor, forskning, produktudvikling, undervisning af egne medarbejdere, samt lager og lettere produktion i tilknytning hertil.
Arealet sælges med henblik på opførelse af en ny erhvervsbebyggelse.
1.2 Matrikelnummer
Matr.nr. 84h Høje-Taastrup By, Høje-Taastrup.
1.3 Grundareal
Grundarealet udgør ca. 10.547 m², jf. bilag 2.
1.4 Områdebeskrivelse
Arealet er beliggende sydvest for Høje Taastrup Station, vest for Halland Boulevard, syd for Blekinge Boulevard. Arealet har tidligere været udlagt til vejareal (Boulevard), men er med vedtagelse af Lokalplan nr. 2.19.13 udlagt til erhvervsformål i form af kontor, forskning, produktudvikling, undervisning af egne medarbejdere, samt lager og lettere produktion i tilknytning hertil.
1.5 Planforhold
Arealet er omfattet af den af Byrådet godkendte Lokalplan: 2.19.13, Høje-Taastrup, Erhvervsbebyggelse mellem Halland Boulevard og Berings Gade, jf. bilag 5.
1.6 Offentlig vurdering og ejendomsskat
Budgiver skal ved afgivelse af bud selv tage højde for, at de skattemæssige forhold kan ændre sig ved konvertering af Arealet for anden anvendelse.
1.7 Forsikring
Fra og med overtagelsesdagen henligger Arealet for Købers egen regning og risiko i enhver henseende. Køber afholder således alle ejendomsskatter, dækningsafgift mv. samt Arealets øvrige indtægter og udgifter.
1.8 Kommunale ejendomsoplysninger, tingbogen m.v.
Kommunale ejendomsoplysninger er vedlagt i bilag 4.
Tingbogsoplysninger er vedlagt i bilag 3.
1.9 Spørgsmål
Eventuelle spørgsmål rettes til Erhvervsservicechef Anne-Mette Felby, Høje-Taastrup Kommune, anne-mettema@htk.dk, skriftligt i form af e-mail inden en uge før udløbet fristen for at afgive bud. Samtlige spørgsmål og svar vil blive offentliggjort på kommunens hjemmeside samme sted som udbudsmaterialet foreligger.
1.10 Frist for at afgive bud
Fristen for at afgive bud er 6 uger fra offentliggørelsen.
Fristen for at afgive bud er således torsdag den 10. april 2025 kl. 12.00 og skal sendes pr. mail til: Center for Byråd og Administration: byraadscenter@htk.dk
Mail/tilbudsmaterialet skal mærkes ”Tilbud matr.nr. 84h Høje-Taastrup By, Høje-Taastrup”.
Tilbudsblanket som kan anvendes til afgivelse af tilbud vedlægges som bilag 1
1.11 Forkøbsret
Der er indgået en aftale om forkøbsret se §12.
Udbudsvilkår
2.1. Købesum
Mindsteprisen ekskl. moms for det samlede antal byggeretter er fastsat til 1350kr/m² byggeret ekskl. moms. Mindsteprisen er den mindste konditionsmæssige pris, som kan bydes på Arealet, idet der dog søges højere bud på Arealet.
Der udbydes i alt en byggeret på 12.500 m2 til etagebebyggelse i 4-5 etager. Den samlede mindstepris vil derfor udgøre ca. 16.875.000 kr. ekskl. moms.
Sælger forbeholder sig ret til at forkaste alle tilbud.
Købesummen erlægges kontant og berigtiges således:
Køber erlægger Købesummen inkl. moms til Sælger senest på overtagelsesdagen. Såfremt endeligt skøde underskrives inden overtagelsesdagen, skal købesummen erlægges ved skødets underskrift. Ved eventuel senere betaling påløber morarenter, jf. rentelovens § 5.
Købesummen erlægges ved deponering af den samlede købesum inkl. moms i et anerkendt pengeinstitut til fordel for Sælger senest på overtagelsesdagen. Hvis endeligt skøde underskrives inden overtagelsesdagen, skal købesummen deponeres ved skødets underskrift. Ved for sen betaling påløber morarente i henhold til rentelovens bestemmelser.
Rente af købesummen tilfalder Sælger fra overtagelsesdagen, ligesom Sælger afholder negativ rente på deponeringskontoen fra overtagelsesdagen. Købesummen inkl. forrentning frigives til Sælger, når endeligt skøde foreligger tinglyst uden præjudicerende anmærkninger, dog med mulighed for tilbagehold maksimalt 100.000 kr. til dækning af refusionssaldo.
Sælger indestår for, at køber modtager købesummen retur, hvis endeligt skøde til køber ikke kan tinglyses uden præjudicerende retsanmærkninger. Købesummen tilbagebetales med tillæg af den tilskrevne rente, dog uden negativ rente, som endeligt afholdes af Sælger.
2.2. Omkostninger uden for købesummen
Køber betaler alle udgifter ved afgivelse af tilbud. Køber betaler alle omkostninger som følger af købers eventuelle undersøgelse af diverse forhold vedrørende Arealet, henholdsvis på basis af nærværende udbudsmateriale, og på grund af andre forhold, herunder Købers overvejelse vedrørende brug af Arealet.
Alle omkostninger ved handlens berigtigelse betales af Køber, herunder tinglysningsafgift, eventuelle omkostninger til gebyrer i forbindelse med indtræden i forsyningsselskaber som led i aftalen, samt salær til egne rådgivere til berigtigelse af handlen.
Køber betaler alle omkostninger ved byggemodningen, jf. §9, herunder tilslutningsbidrag.
Køber betaler anlæg af eventuelle overkørsler på Arealet til offentlig vej efter regning. Overkørsler udføres af Høje-Taastrup Kommune medmindre andet aftales med Køber.
Alle øvrige omkostninger betales af Køber.
Beløb, som skal betales uden for købesummen til Sælger, betales kontant på anfordring fra Sælger.
Tilslutningsbidrag opkræves særskilt af de respektive forsyningsselskaber.
Køber overtager ingen gæld uden for købesummen.
2.3 Erklæring om handelsvilkårene
Parterne erklærer på tro og love, at den af Køber tilbudte og af Sælger accepterede købesum ikke er mindre end Arealets markedsværdi.
Sælger indestår for, at handlen har fundet sted med respekt for de forpligtigelser, som følger af Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 396 af 3.marts 2021 om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme.
2.4 Misligholdelse
Hvis Køber væsentligt misligholder et af Sælger accepteret tilbud, herunder ikke overholder de i udbudsvilkårene nævnte tidsfrister, kan Sælger kræve følgende:
At Arealet tilbageskødes helt eller delvis til Sælger for købesummen med fradrag af 20 %, og at Køber er forpligtet til at betale alle udstyknings- og tinglysningsomkostninger der måtte være forbundet hermed.
At Køber er erstatningsansvarlig overfor Sælger efter sædvanlige erstatningsansvarsregler. Dog er de under punkt 1 nævnte 20 % minimumserstatning, og erstatningen kan ingensinde være mindre end de nævnte 20 %. Sælger er berettiget til at tilbageholde købesummer til hel eller delvis sikkerhed for erstatningskrav, således at tilbageholdte købesummer først betales, når parternes mellemværende endeligt kan opgøres ved et konstateret tab ved dom eller forlig. Herudover udreder Køber til Sælger omkostningerne ved tilbageskødning.
Såfremt Arealet er forbedret af Køber, kan Køber ikke forlange at Sælger godtgør Køber eller panthavere, eller eventuelt rettighedshavere, den værdiforøgelse som er sket som følge af Købers forbedringer.
Såfremt Køber har gennemført bygningsarbejder på Arealet og Sælger efter ovennævnte bestemmelser måtte kræve Arealet tilbageskødet, er Sælger berettiget til at modregne omkostninger til reetablering af Arealet i købesummen.
Forsinkelse med betaling af købesummen, jf. pkt. 2.1, vil altid være en væsentlig misligholdelse.
Såfremt Køber er en del af en koncern, stiller Købers moderselskab sædvanlig moderselskabsgaranti for Købers forpligtelser i henhold til denne aftale.
Køber foranlediger denne bestemmelse tinglyst servitutstiftende på Arealet i forbindelse med tinglysning af skødet med Sælger som påtaleberettiget. Tinglysningen skal dokumenteres overfor Sælger.
2.5 Tilbud og sælgers behandling heraf
Fra udløbet af frist for tilbudsgivning, jf. punkt 1.10 har Sælger 4 måneders acceptfrist. Købers tilbud er bindende indtil udløbet af acceptfristen.
Sælger kan frit vælge mellem de indkomne tilbud, herunder forkaste dem alle. Sælger er således ikke forpligtet til at afstå Arealet, hverken til højestbydende eller til en bydende, som afgiver tilbud svarende til den af Sælger udbudte mindstepris. Der er i udbudsvilkårene alene fastsat en mindstepris, idet Sælger søger at indhente højere bud. Valg af tilbud sker ud fra en vurdering af hvilket tilbud som samlet set er det mest fordelagtige tilbud for sælger.
Købstilbud skal være skriftlige, og behandles fortroligt indtil et salg har fundet sted. Herefter er købstilbud offentlige efter den til enhver tid gældende lovgivning og praksis herom.
Salg kan tidligst finde sted, når der er forløbet 6 uger efter annoncering og efter byrådets godkendelse af salget.
Salg kan finde sted efter individuel forhandling mellem Sælger og Køber efter 14 dage fra udløbet af fristen i pkt. 1.10, og inden 1 år fra datoen for offentliggørelsen af udbud.
Vedrørende fastsættelse af købesummen ved Sælgers salg efter 6 uger og inden 1 år fra første annoncering henvises til Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 396 af 03. marts 2021 om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme, §§ 6 og 7.
Sælgers endelige godkendelse foreligger, når Sælgers skriftlige accept er meddelt Køber.
2.6 Skøde
Køber opretter digitalt skøde i Tingbogen over fast ejendom senest 14 dage efter Kort- og Matrikelstyrelsens approbation af udstykningen og/eller senest på overtagelsesdagen. Det digitale skøde skal underskrives af parterne eller på vegne af parterne med NemID eller digital signatur.
Såfremt Køber ikke har mulighed for at underskrive det digitale skøde med egen NemID eller digital signatur, er Køber forpligtet til at give fuldmagt til egen rådgiver til brug for gennemførelse af tinglysningen. Eventuelle fuldmagter til brug for underskrivelse af det digitale skøde skal være udarbejdet og indsendt til Tinglysningsretten senest 14 dage efter Kort- og Matrikelstyrelsens approbation af udstykningen. Den befuldmægtigede er herefter forpligtet til med egen NemID eller digital signatur at underskrive skødet på vegne af Køber.
Overtagelsesvilkår
§ 1
Rådighedsindskrænkninger for arealet
at Arealet overtages fri for pantehæftelser af enhver art
at Arealet overtages fri af forpagtning
at der sælger bekendt, ikke verserer sager eller består uopfyldte krav fra offentlige eller private vedrørende Arealet.
§ 2
Sælgers ansvar for det handlede Areal
Arealet overtages af køber:
Som det er og forefindes, og som beset af køber med de på Arealet værende ledninger og installationer, træer og beplantninger samt alt Arealet øvrige rette tilliggende og tilhørende
Med samme rettigheder, byrder og forpligtelser, hvormed Arealet har tilhørt sælger, i det omfang at denne handel ikke ændrer disse forhold
Som i øvrigt beskrevet i disse udbudsvilkår
§3
Mangler ved ejendommen
Sælger uden ansvar for, om der på Arealet måtte være utinglyste rettigheder og/eller byrder, herunder hævd eller andet. Sælger oplyser, at der sælger bekendt ingen sådanne rettigheder er.
Bortset fra vanhjemmel påtager sælger sig intet som helst ansvar for Arealet for såvel faktiske såvel som retlige mangler, herunder er sælger som uddybet andre steder i disse udbudsvilkår uden ansvar for grundens jordbundsforhold, miljøforhold eller grundens beskaffenhed i øvrigt.
Køber accepterer, at der, ud over det i nærværende § beskrevne, ikke kan gøres mangelindsigelser gældende af nogen art, bortset fra vanhjemmel, hverken som erstatning, forholdsmæssigt afslag eller ved ophævelse af handlen.
§4
Miljøforhold
Fra 1. januar 2008 er arealer i byzone i Høje-Taastrup Kommune pr. definition klassificeret som lettere forurenet.
Arealet er beliggende i byzone, hvorfor Køber skal påregne omkostninger til eventuel bortskaffelse af jord fra Arealet.
Høje-Taastrup Kommune er ikke bekendt med miljøforholdene på grunden, og fralægger sig ethvert ansvar for miljøforhold.
Potentielle Købere opfordres derfor til og gives adgang til, at foretage prøver på området inden afgivelse af tilbud.
§5
Jordbundsforhold
Sælger har ikke kendskab til jordbundsforholdene på Arealet i øvrigt.
Sælger fraskriver sig ethvert ansvar for jordbundsforholdene på Arealet, det være sig bæreevne m.v.
§6
Arkæologi
Findes fortidsminder under jordarbejder på Arealet, vil de være omfattet af museumslovens § 27 (lov nr. 358 af 8. april 2014).
Jordarbejdet skal i givet fald standses i det omfang det berører fortidsmindet, og fundet skal straks anmeldes til Kroppedal Museum på tlf. 43 30 30 00.
Sælger yder ingen erstatning eller forholdsmæssigt afslag i købesummen, hvis der findes fortidsminder
§7
Byggepligt og tidsfrister m.v.
Køber er forpligtet til at realisere en bebyggelse på Arealet i henhold til vedtaget lokalplan nr. 2.19.13, Høje-Taastrup.
Byggeriet etableres på et areal på ca. 10.547 m2 (bilag 2) med en byggeret på ca. 12.500 m2.
Byggeriet skal være påbegyndt senest 10 år efter overtagelsesdagen.
Påbegyndelse af byggeri anses for sket, når råhus på bygning 1 står færdigt.
Parterne kan hvor det skønnes hensigtsmæssigt for arealets udvikling forlænge fristen ved gensidig aftale.
Hvis byggeriet ikke er påbegyndt inden for de fastsatte frister, betragtes det som misligholdelse og sælger er som følge heraf berettiget til at kræve Arealet tilbageskødet i henhold til punkt 2.4.
Nærværende bestemmelser skal tinglyses servitutstiftende som en byrde på Arealet i forbindelse med tinglysning af skødet. Påtaleberettiget er Høje-Taastrup Kommune.
Det er parternes hensigt at byggeprocessen og projektets endelige udformning koordineres med sælger.
§ 8
Overtagelse
Arealet overtages af køber den 15. i måneden efter Byrådets godkendelse af købstilbuddet.
Fra overtagelsesdatoen henligger Arealet for købers egen regning og risiko i enhver henseende. Køber afholder således den forholdsmæssige andel af ejendomsskatter samt Arealets øvrige indtægter og udgifter.
Senest 2 måneder efter overtagelsesdatoen udarbejder køber refusionsopgørelse over alle Arealets indtægter og udgifter med overtagelsesdagen som skæringsdato.
Refusionsopgørelse af ovenstående afgøres kontant på anfordring.
§ 9
Arealets byggemodning
Køber byggemodner for egen regning det udbudte areal til brug for købers projekt. Der er tilslutningspligt til Høje-Taastrup Fjernvarmeforsyning og vand- og kloakforsyning for Arealet. Eventuelle tilslutningsbidrag betales af køber idet Tilslutningsbidrag ikke er indeholdt i købesummen. Køber opfordres til at tage kontakt til forsyningsselskaberne med henblik på at afklare, om Købers projekt udløser tilslutningsbidrag. Eventuelle omkostninger til anlægsarbejder som følge af projektet, der skal ske på offentlige arealer, afholdes af køber, ligesom at køber er ansvarlig for at indhente alle relevante tilladelser i forbindelse hermed. Beløb, som skal betales uden for købesummen, betales kontant på anfordring fra sælger.
Alle øvrige omkostninger afholdes af køber.
Køber overtager ingen gæld uden for købesummen.
§ 10
Sikring af det offentliges interesser, ledningsanlæg m.v.
Sælger forbeholder sig ret til at stille krav om yderligere dokumenter og/eller servitutter, som sælger i sin egenskab af offentlig myndighed for området måtte finde nødvendige, retligt påkrævet og/eller sagligt begrundet.
Omkostninger til flytning af evt. ledninger, som følge af gennemførelse af Købers projekt, er Sælger uvedkommende og skal betales af Køber i det omfang, at Ledningsejer ikke skal betale i medfør af gæsteprincippet. Køber varetager dialogen med ledningsejere. Der henvises herudover til udskrift af tingbogen i bilag 3 for eventuelle tinglyste ledningsdeklarationer eller øvrige tinglyste aftaler med ledningsejere samt henvises til gældende lovgivning for ledninger som er placeret i vejanlæg.
§ 11
Skøde
Køber opretter digitalt skøde i Tingbogen over fast ejendom senest 14 dage efter [efter endelig indgåelse af købsaftale vedrørende Arealet]. Det digitale skøde skal underskrives af parterne eller på vegne af parterne med digital signatur.
Såfremt køber ikke har mulighed for at underskrive det digitale skøde med digital signatur, er køber forpligtet til at give fuldmagt til egen rådgiver til brug for gennemførelse af tinglysningen. Eventuelle fuldmagter til brug for underskrivelse af det digitale skøde skal være udarbejdet og indsendt til Tinglysningsretten senest 14 dage efter [efter endelig indgåelse af købsaftale vedrørende Arealet]. Den befuldmægtigede er herefter forpligtet til med digital signatur at underskrive skødet på vegne af køber.
§12
Forkøbsret
Sælger oplyser, at der afgivet en forkøbsret på Arealet. Den berettigede har ret til at erhverve ejendommen til samme pris og på samme vilkår, som højestbydende indtil 12 uger efter udbudsfristens udløb. Såfremt højestbydendes tilbud er lavere end markedsprisen, har den berettigede alene ret til at erhverve Arealet til markedsprisen.
§ 13
Bilag til nærværende udbudsvilkår
Tilbudsblanket
Kortbilag over areal der sælges
Tingbogsattest
Ejendomsoplysningsskema
Vedtaget lokalplan
LER-oplysninger for arealet
Bilag 1-6
Bilag 1
Læs og download tilbudsblanketten
Bilag 2
Bilag 3
Læs og download tingbogsattest 84h
Bilag 4
Læs og download ejendomsoplysningen
Bilag 5
Læs og download lokalplan 2.19.13
Bilag 6