Skip til hoved indholdet

Samarbejde med talentforeninger

Retningslinjer for støtte til talentforeninger i Høje-Taastrup Kommune

Høje-Taastrup Kommunes Idræts- og Bevægelsespolitik for 2024-2036 sætter fokus på det aktive liv i fællesskaber. Vi har en vision om, at alle kan opleve glæden ved at bevæge sig, få udfordringer, blive sundere og være en del af et aktivt fællesskab. Vi understøtter foreningslivet ud fra en idrætsmodel, der tager udgangspunkt i, at foreningerne er med til at skabe gode rammer for trivsel og fysisk og mental sundhed for mennesker i alle aldre.

Høje-Taastrup Kommune arbejder ud fra en ”idrætstrappe” med målsætninger for målgruppen og indsatser med foreninger og institutioner på hvert trin.

Idrætstrappen

Børnemiljø: Alle børn skal sikres motoriske færdigheder og opleve bevægelsesglæde. De skal prøve mange forskellige idrætter og opleve fællesskab, sjov, glæde og passende udfordringer.

Ungdoms- og talentmiljø: I foreningslivet skal der være plads til både dem, der ønsker at udvikle deres talent, og dem der ønsker at dyrke idræt som fritidsinteresse. I arbejdet med foreningerne skal der sikres en sammenhængskraft mellem talentudviklingsmiljøer og breddemiljøer i den enkelte forening, hvor fællesskab, relationer, trivsel og glæde skal udgøre fundamentet.
Senior- og elitemiljø: Senior- og elitemiljøerne skal være tæt forbundet til ungdoms- og talentmiljøerne. De skal styrke fastholdelsen af talenterne i overgangen fra talent- til elitemiljøet og sikre et attraktivt seniormiljø for de talenter, der ikke ønsker at fortsætte i elite sporet. Seniormiljøerne skal også kunne genrekruttere, det vil sige tilbyde unge, der er stoppet på grund af manglende tid, lyst og mæthed at genstarte deres idrætsdeltagelse på det niveau og de præmisser de ønsker. Elitemiljøerne vil være for de få. Det er afgørende, at de er tæt forbundne med det gode talentudviklingsmiljø og det brede seniormiljø og er en del af hverdagen i foreningen. En del af elitearbejdet vil foregå i regi af det pågældende nationale forbund/Team Danmark og i samarbejde med andre foreninger.

Motion: Alle skal have mulighed for at dyrke motion i et fællesskab i nærheden af deres bopæl – ude og inde og på forskellige tidspunkter af døgnet for at imødekomme behov og udnytte faciliteterne bedst muligt.

Støtte til idrætsforeninger med talentudviklingsmiljøer

Høje-Taastrup Kommune samarbejder med lokale idrætsforeninger om talentudviklingsmiljøer for atleter i alderen 13 til og med 25 ud fra et ønske om at støtte foreningerne i at have gode talentudviklingsmiljøer og styrke overgangen fra ungdoms-talentmiljøet ind senior/elitemiljøet. Talentudviklingsmiljøer måles ikke på antallet af medaljer, men på kvaliteten af det daglige arbejde med udøverne og det langsigtede perspektiv med at skabe senioratleter på højeste niveau.

Til at sikre sparring og videndeling på tværs nedsættes et talentråd, hvor hver talentforening udpeger en repræsentant, som sidder to år ad gangen og kan genudpeges. Talentrådet mødes tre gange årligt og har til opgave at komme med input til arbejdet med at udvikle gode talentudviklingsmiljøer og være talenternes talerør i forhold til det administrative og politiske niveau.

Høje-Taastrup Kommune har fire pejlemærker for samarbejdet:

  • Høje Taastrup Kommune vil kendes som stedet, hvor unge idrætstalenter kan udvikle sig i gode, lokale talentudviklingsmiljøer længst muligt. Hvor de unge støttes i deres udvikling og hjælpes videre i deres idrætskarriere, når det er det rigtige næste skridt.

  • Høje-Taastrup Kommune vil være kendt som en kommune, hvor de lokale aktører omkring talentudvikling er dygtige til at samarbejde.

  • Samarbejdet fokuserer på lokale idrætsforeninger, der arbejder strategisk organisatorisk og sportsligt, med kompetent sportslig ledelse, veluddannede trænere og et velfungerende støtteapparat, der også støtter de unge i at balancere mellem skole, idræt og fritid.

  • Samarbejdet mellem Høje-Taastrup Kommune og foreningerne er effektivt organiseret med skarpe retningslinjer, gennemsigtighed og mindst muligt bureaukrati. Støtten tilgodeser samarbejde på tværs af foreningerne og sikrer mest mulig udvikling for pengene.

Høje-Taastrup Kommune følger Team Danmarks definition på ”talent” og ”elite”:

  • Talent: ”En ungdomsatlet med kompetencer og færdigheder i en sportsgren, som sandsynliggør en langsigtet udvikling til senioratlet på højeste internationale seniorniveau.”

  • Elite: ”Atleter, der præsterer på højeste internationale niveau inden for deres sportsgren”.

Høje-Taastrup Kommune har afsat en pulje til at understøtte arbejdet med talentudviklingsmiljøer. Puljen administreres af Fritids- og Kulturcenteret, der tilrettelægger aktiviteter for talentforeningerne og behandler ansøgninger efter de vedtagne retningslinjer. Enkeltstående ansøgninger på over 50.000 kroner forelægges Fritids- og Kulturudvalget, der årligt får en status over anvendte midler og hvert andet år en status på arbejdet med talentforeninger i forbindelse med status på Idræts- og Bevægelsespolitikken.

Puljen kan anvendes til:

  1. Udvikling af organisationen i talentforeningerne med henblik på at styrke talentudviklingsmiljøerne.

  2. Kompetenceudvikling i talentforeningerne for ledelse, trænere, forældre og udøvere.

  3. Samarbejder på tværs af talentforeningerne.

  4. Talentcenterudvikling i samarbejde med specialforbund.

  5. Støtte til elitesenioratleter i talentforeningerne (op til 30 år) til deltagelse i internationale mesterskaber (NM, EM og VM, der afholdes af det internationale forbund) efter gældende retningslinjer.

  6. Individuel støtte til OL-kandidater efter gældende retningslinjer.

Hvad får man som talentforening?

  1. Adgang til en servicemodel, der omfatter støtte til foreningsudvikling og kompetenceløft for både bestyrelse, ledere, trænere og forældre til talenter.

  2. Et obligatorisk, tværgående forløb med 2-3 årlige samlinger for de atleter, der indgår i samarbejdet.

  3. Et netværk i talentforum med 2-3 årlige temaarrangementer.

  4. Mulighed for at søge støtte til talentcentre.

  5. Mulighed for at søge ekstra træningstider til talentmiljøerne i forbindelse med den årlige timefordeling.

  6. Mulighed for at søge støtte til elitesenioratleters deltagelse i internationale mesterskaber (Nordiske Mesterskaber, Europæiske Mesterskaber og Verdensmesterskaber), der afholdes udenfor Danmark. Hvem kan søge om at blive talentforening?

Foreninger, der ønsker at blive talentforening i Høje-Taastrup Kommune skal leve op til følgende krav:

  1. Være godkendt som folkeoplysende idrætsforening i Høje-Taastrup Kommune og medlem af et specialforbund under Danmarks Idræts Forbund.

  2. Have medlemmer i alle aldersgrupper fra 7-25 år og et tilstrækkeligt antal medlemmer i alderen 13-18 år (i forhold til idrætsgrenens størrelse) som udgør et talent- og ungdomsmiljø, hvor der også er tilbud til bredden. Talentforeningen kan samarbejde med andre foreninger for at nå et tilstrækkeligt antal til at udgøre et talentmiljø.

  3. Have en overordnet strategi for klubbens udvikling (udviklingsplan) med et treårigt sigte og en sportslig strategi for talentarbejdet og arbejde struktureret med strategierne, herunder med rekruttering af og fastholdelse af medlemmer samt udvikling af trænerkompetencer, organisation og miljø.

  4. Have en sportslig organisation, hvor der er tilstrækkeligt med tid, ressourcer og økonomi til en realisering af den sportslige strategi.

  5. Arbejde efter Team Danmarks aktuelle Aldersrelaterede Træningskoncept (ATK) og have integreret specialforbundets idrætsspecifikke ATK som en del af den sportslige strategi samt følge Team Danmarks aktuelle retningslinjer for gode talentudviklingsmiljøer.

  6. Udpege en gruppe af atleter, som er omfattet af foreningens talentstrategi.

Efter godkendelse skal talentforeningen:

  1. Gennemføre et foreningsudviklingsforløb som finansieres af den kommunale pulje til formålet. Udviklingsforløbet består af en række obligatoriske dele og en række tilvalg og tilpasses den enkelte forening. Der skal som minimum afholdes et årligt statusmøde/evalueringsmøde efter afsluttet foreningsudviklingsforløb.

  2. Talentforeningen skal sikre, at der er en tilstrækkelig sportslig organisation, der kan sandsynliggøre realisering af den sportslige strategi.

  3. Talentforeningen skal sikre, at der er trænere med de rette kvalifikationer og kompetencer.

  4. Udpege et medlem til talentrådet.

  5. Deltage med flere relevante personer i talentforum og øvrige initiativer, der går på tværs af foreningerne.

  6. Atleterne, der indgår i ordningen, skal deltage i samlinger på tværs 2-3 gange årligt og i øvrigt optræde som ambassadører for idrætten i Høje-Taastrup Kommune.

  7. Deltage i idrætsarrangementer arrangeret af Høje-Taastrup Kommune efter aftale.

  8. Medvirke til at brande kommunens indsats for at styrke talentudviklingsmiljøer, herunder synliggøre samarbejdet på foreningens hjemmeside, synliggøre foreningens arbejde med den sportslige strategi på Høje-Taastrup Talentforum (facebook) og løbende levere materiale til Høje-Taastrup Talentforum fra relevante konkurrencer og aktiviteter.

Kriterier for tildeling af støtte til aktiviteter i talentforeningerne

  1. Støtten gives under forudsætning af, at talentforeningen lever op til kravene og at støtten anvendes til formål, der er en del af foreningens talentstrategi/sportslige strategi.

  2. Støtten giver primært til udvikling af miljøet.

  3. Støtte til kompetenceudvikling i den enkelte talentforening kan søges løbende.

  4. Støtte til talentcentre søges hvert år senest 1. november til udbetaling det efterfølgende år. For at opnå støtte til et talentcenter kræves det, at såvel talentforeningen som forbundet medfinansierer og at det tilstræbes og der arbejdes efter, at minimum 50% af atleterne på talentcenteret er medlemmer i den lokale talentforening.

  5. Talentforeninger kan søge støtte til atleter til og med 30 år til deltagelse i internationale seniormesterskaber på eliteniveau, der afholdes udenfor Danmark (Nordiske Mesterskaber, Europæiske Mesterskaber og Verdensmesterskaber) forudsat, at de har været medlem af den lokale talentforening i mindst to år og er en del af det daglige miljø i klubben. Der kan søges støtte op til max. 50% af udøverens egenbetaling. Støtten søges senest 1. november for det år, hvor udgiften er afholdt. Størrelsen af støtten afhænger af det samlede antal ansøgninger. Max 25% af den samlede pulje afsættes til dette formål.

  6. Talentforeninger kan søge støtte til atleter til og med 30 år, der kandiderer til OL-udtagelse. Der kan søges op til 25.000 kr. til anvendelse i det sidste halvår før OL afholdes. Støtten kan kun søges til atleter, der har været medlem af den lokale talentforening i mindst to år og er en del af det daglige miljø i foreningen.

Hvordan søger man om at blive Talentforening?

Foreningerne søger om at blive talentforening ved at udfylde ansøgningsskema med ansøgningsfrist hvert år 1. november. Fritids- og Kulturcenteret godkender talentforeningerne for en toårig periode, hvorefter foreningerne søger igen. Når talentforeningen er godkendt, gælder denne status i to år under forudsætning af, at klubben lever op til kravene.

Ansøgningsskemaet ligger i Conventus – skriv til Fritid og Kultur Fritidkultur@htk.dk for vejledning

Hold dig orienteret om Høje-Taastrup Kommune

Høje-Taastrup Kommune
Rådhusstræde 1
2630 Taastrup

CVR: 1950 1817

Telefon: 43 59 10 00
Mail: kommune@htk.dk

Genveje