Skip til hoved indholdet

200 psykisk sårbare borgere og medarbejdere til festlig idrætsdag på tværs af kommuner

Der blev dystet og hygget med alt fra mix boldspil, skumbowling, badminton, boksning, padel, m.m. til qigong, mindfulness og mediyoga, da Sundhedsfællesskabet i Albertslund, Glostrup, Høje-Taastrup og Rødovre Kommuner holdt idrætsdag.

Knap 200 borgere og ansatte havde en skøn dag sammen, da Sundhedsfællesskabet mellem Albertslund, Glostrup, Høje-Taastrup og Rødovre Kommune torsdag den 30. maj holdt fælles idrætsdag på Albertslund Stadion.

Der blev dystet og hygget med alt fra mix boldspil, skumbowling, badminton, boksning, padel, m.m. til qigong, mindfulness og mediyoga. Desuden var der boder, hvor deltagerne kunne høre mere om Sundhedsfællesskabets øvrige tilbud – bl.a. varmtvandstræning og motionsdans.

Og så var der tovtrækningsdyst mellem de fire kommuner, hvor Høje-Taastrup Kommunes hold af borgere og medarbejdere løb med sejren. Desuden hyggeligt lotteri med præmier og selvfølgelig forplejning, så alle deltagere kunne holde energien oppe gennem hele arrangementet.

Inviterer ind i fællesskabet

Idrætsdagen samler både psykisk sårbare borgere og medarbejdere på tværs af kommunerne om at have en sjov og aktiv dag. Samtidig er idrætsdagen en lejlighed til at invitere borgere, som endnu ikke er en del af Sundhedsfællesskabet, til at deltage sammen med deres støtte-kontaktperson og dermed afprøve aktiviteterne på en tryg måde. Håbet er at give flere borgere mod på at deltage i Sundhedsfællesskabets aktiviteter efter idrætsdagen. 

Sundhedsfællesskabets primære opgave er nemlig at fastholde arbejdet med sundhed og sundhedsfremme for psykisk sårbare voksne og at skabe hyggelige fællesskaber, som borgerne kan deltage i for at forebygge ensomhed og isolation. Derfor tilbyder Sundhedsfællesskabet tilbyder hver uge en masse forskellige aktiviteter, som er gratis for målgruppen og kan benyttes uafhængigt af, hvilken kommune borgerne kommer fra. 

Ud over at skabe gode og aktive fællesskaber i psykiatrien, arbejder Sundhedsfællesskabet også på at hjælpe de borgere, der ønsker det, ind i fællesskaber uden for psykiatrien - altså i det almene foreningsliv.

Om Sundhedsfællesskabet:

Sundhedsfællesskabet er et tværkommunalt og tværfagligt samarbejde, der er indgået mellem socialpsykiatrien og sundhedsområdet i fire kommuner på Vestegnen. De deltagende kommuner er: Albertslund, Glostrup, Høje-Taastrup og Rødovre Kommune. Sundhedsfællesskabet blev igangsat som følge af forskning, der pegede på, at borgere med svære psykiske lidelser dør 15-20 år tidligere end den øvrige befolkning. Derfor stiftede de fire kommuner Sundhedsfællesskabet, som sikrer en bred vifte af aktiviteter for borgerne i målgruppen.

Hold dig orienteret om Høje-Taastrup Kommune

Høje-Taastrup Kommune
Rådhusstræde 1
2630 Taastrup

CVR: 1950 1817

Telefon: 43 59 10 00
Mail: kommune@htk.dk

Genveje