Borgmester i Høje-Taastrup Kommune tager afstand fra pressemeddelelse
Pressemeddelelse fra AG Gruppen og de deraf følgende nyheder i diverse nichemedier er utilfredsstillende
AG Gruppen har udsendt en pressemeddelelse, der er blevet
omtalt i flere nichemedier.
Heraf fremgår det, at tre fynske virksomheder – AG Gruppen, Birch Invest og
Cardel Ejd. & Projekt – i Høje-Taastrup Kommune har købt ca. 127.000 kvm,
som endnu ikke har en lokalplan, men dog er udpeget som perspektivareal i den
kommende kommunalplan
”Vi skal nu undersøge hvilke muligheder, der ligger i opkøbet, så vi kan udvikle det bedst mulige projekt for os og ikke mindst Høje-Taastrup Kommune,” lyder det fra Bjarke Windeløv Graae, som er adm. direktør i AG Gruppen, i pressemeddelelsen.
Borgmester i Høje-Taastrup Kommune, Michael Ziegler, udtaler i den anledning:
- Allerede tilbage i august 2023 meddelte jeg skriftligt til Thomas Cardel, Cardel Ejd. og Projekt, at ”Byrådet kommer ikke til at inddrage området øst for Nærheden i byzone før Nærheden er ved at være færdigudbygget – og vi kommer ikke til at starte dialog op før den tid nærmer sig. Der kommer til at gå nogle år før det bliver relevant.”
Forud havde kommunen tilsvarende meget tydeligt gjort Cardel Ejd. og Projekt opmærksom på, at en eventuel udbygning af det område, der nu er opkøbt, både var højest usikker samt under alle omstændigheder med en årelang tidshorisont.
Pressemeddelelsen fra AG Gruppen og de deraf følgende nyheder i diverse nichemedier er derfor utilfredsstillende for Høje-Taastrup Kommune, idet der gives indtryk af, at en udvikling af området er aktuelt og i givet fald vil ske efter kommunens ønske om byudvikling.
Sidst men ikke mindst: ”Nærheden” er en beskyttet titel for et nyudviklet og eftertragtet boligområde. Ingen har ret til at betegne en selvstændig idé som noget, der kan betegnes Nærheden 2.0, siger Michael Ziegler.
Se artikel fra EjendomsWatch her: https://ejendomswatch.dk/Ejendomsnyt/regulering/article18036679.ece