Direktør skifter område i Høje-Taastrup Kommune
Anya Krogh Manghezi er fra 1. februar ny børn- og ungedirektør i Høje-Taastrup Kommune. Dermed får hun ansvaret for blandt andet skoler, dagtilbud, Campuspartnerskab og det sociale børneområde.
Anya Krogh Manghezi har siden april 2020 været direktør for Borger og Arbejdsmarked, Sundhed og Omsorg, Social og Handicap i Høje-Taastrup Kommune. Anya har topledererfaring på tværs af alle forvaltningsniveauer, bl.a. som vicedirektør i både Region Hovedstaden og Socialstyrelsen, hvor hun tidligere har haft ansvar for børneområdet.
Anya Krogh Manghezi er Cand. Scient. Soc. fra Roskilde Universitet og Lund Universitet, og har en række lederuddannelser og bestyrelsesposter med i bagagen.
- Det er et stort privilegie at skulle arbejde sammen med politikere, ledere, medarbejdere, uddannelsespartnere, civilsamfund og ikke mindst børn og unge i Høje-Taastrup Kommune om at realisere Byrådets ambitiøse vision for området. Høje-Taastrup Kommune skal være et sted, hvor alle børn og unge oplever, at de hører til. Hvor børn og unge trives, dannes og lærer i stærke fællesskaber. Jeg glæder mig også til at bruge mit brede kendskab til kommunen til at skabe synergi på tværs af sektorer og reformer, siger Anya Krogh Manghezi.
- Vi er i den heldige situation, at Anya fortsat har lyst til at bruge sine store kompetencer i Høje-Taastrup Kommune. Jeg er overbevist om, at børn- og ungeområdet vil opleve en sikker og innovativ hånd på rattet, siger borgmester Michael Ziegler.
Indtil stillingen som direktør for Borger og Arbejdsmarked, Sundhed og Omsorg, Social og Handicap bliver besat vil Anya Krogh Manghezi varetage begge funktioner, hvilket hun allerede har gjort de seneste måneder.
- Vi er i den heldige situation, at Anya fortsat har lyst til at bruge sine store kompetencer i Høje-Taastrup Kommune. Jeg er overbevist om, at børn- og ungeområdet vil opleve en sikker og innovativ hånd på rattet.
Michael Ziegler, borgmester