Høje-Taastrup ansætter ny centerchef for Skole og PPR
Lise Ammitzbøll la Cour tiltræder 1. marts 2023 som centerchef for Høje-Taastrup Kommunes nye Center for Skole og PPR. Lise Ammitzbøll la Cour skal dermed stå i spidsen for Høje-Taastrups ambitiøse arbejde med at udvikle Fremtidens Folkeskole og skabe gode rammer for børn og unges trivsel.
Høje-Taastrup Kommune arbejder målrettet på at udvikle en folkeskole, som med afsæt i projektbaseret læring skal styrke elevernes faglige udbytte og deres trivsel og rumme alle børn og unge i stærke fællesskaber.
De seneste syv år har Lise Ammitzbøll la Cour som skoleleder i Frederiksberg Kommune opbygget en ny skole, der netop arbejder med projektbaseret læring:
”Jeg glæder mig til at blive en del af Høje-Taastrup Kommunes arbejde med Fremtidens Skole – en spændende og ambitiøs vision, der skal skabe en engagerende og motiverende undervisning for kommunens børn og unge. Den røde tråd i mit arbejdsliv har været et insisterende fokus på, at alle børn skal lære mere, og at vi i folkeskolen skaber de bedste rammer for børnenes læring og trivsel.”
Lise Ammitzbøll la Cour er uddannet lærer og har en master i offentlig ledelse fra CBS. Hun har også været aktiv i Skolelederforeningen som medlem af hovedbestyrelsen og lokalformand på Frederiksberg.
Lise Ammitzbøll la Cour tiltræder på et tidspunkt, hvor børnefamilier flytter til Høje-Taastrup, og befolkningen vokser. En vigtig opgave bliver derfor også at udvikle skolekapaciteten i kommunen. Hertil kommer, at Høje-Taastrup ligesom resten af landet har stor fokus på trivslen blandt børn og unge, også i folkeskolen. Lise Ammitzbøll la Cour skal således stå i spidsen for et nyt center, der fusionerer skoleområdet og PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning).
”Vi har en vigtig og fornem opgave i at give alle børn og unge de bedste muligheder i tilværelsen. Jeg glæder mig til samarbejdet med Lise Ammitzbøll la Cour, hvor vi skal fortsætte og udvikle arbejdet med at gøre de politiske visioner om Fremtidens Skole til virkelighed i et tæt samarbejde med skoler, lærere, forældre og aktører på skoleområdet”, siger direktør Charlotte Markussen.
Lise Ammitzbøll la Cour bor på Østerbro sammen med sin mand og har tre drenge på 17, 19 og 24 år.