Individuel sundhedsvejledning via app nomineret til sundhedspris
Med app’en Liva får borgere individuel vejledning og støtte fra en sundhedsvejleder til at nå deres sundhedsmål. Det er en succes, og Høje-Taastrup Kommune er sammen med Aalborg Kommune nomineret til årets Health Tech Implementation-pris.
Det foregår ved skærmen, når sundhedsvejleder Sandra N. Koch og hendes kolleger giver individuel og skræddersyet rådgivning til borgere via app’en Liva. (Foto: Høje-Taastrup Kommune).
- Hjælpen er hele tiden tæt på, når man har en sundhedsvejleder gennem app’en Liva. Liva motiverer mig til at ændre vaner og holde fast i mine mål, selvom jeg nogle gange ikke har orket.
Sådan fortæller Melisa, en yngre kvinde i 20’erne. Hun har tabt ca. 30 kg ved hjælp af den personlige vejledning, hun får via Høje-Taastrup Kommunes app Liva.
Melisa er en af i alt 322 borgere, der har deltaget i et forløb, siden Høje-Taastrup Kommune i juni 2020 begyndte at tilbyde individuel sundhedsvejledning gennem app’en Liva. Mange har siden afsluttet deres forløb, og for tiden benytter 61 borgere Liva til at løse udfordringer med vægt, rygning, motion, mental trivsel m.m.
Nu er Høje-Taastrup Kommune sammen med Aalborg Kommune nomineret som en af tre finalister til Health Tech Implementation Award, også kaldet The Hermit, netop for at bruge Liva til at løfte sundheden for borgerne. Prisen gives for indsatser, hvor innovativ anvendelse af teknologi styrker sundhed. Vinderen afsløres den 7. maj.
Et kinder-æg af gevinster
Og Liva er det rene kinder-æg med gevinster for både borgere og kommune, fortæller Sandra N. Koch, der er sundhedsvejleder i Liva og ansat i Høje-Taastrup Kommunes Sundhedscenter Espens Vænge.
- Vi er meget glade for, at vi kan tilbyde borgerne vejledning i Liva. Liva giver borgeren mulighed for et fleksibelt forløb, da borgeren modtager en video i app’en, som kan ses, når det passer ind i borgerens hverdag. Borgeren kan selv sætte sine mål og registrere på dem løbende. Videovejledningen tager udgangspunkt i borgerens mål, som kan sættes inden for KRAM-faktorerne - kost, rygning, alkohol, motion - eller søvn og mental sundhed. Og vi ser, at det er en stor fordel, at borgerne kan følges gennem længere tid i Liva, fortæller Sandra N. Koch.
Hun og hendes kolleger oplever, at app’en giver mulighed for at give individuel vejledning til flere borgere, end hvis der er tale om fysiske møder. Og borgerne kan følges i et år, hvis der er behov – typisk med ugentlig vejledning i begyndelsen og på månedlig basis senere. Og tilfredsheden er lige så stor på borgersiden:
- Jeg har fået rigtig god hjælp af min vejleder med videovejledning, inspiration og gode billeder. Det er nemt at få vejledning via app, og det passer godt til mig og min hverdag, at jeg kan se videoen fra min vejleder, når jeg har brug for det, fortæller Melisa.
- Jeg får et skub på en god og positiv måde, da jeg sætter forskellige mål i app’en og følger op med min vejleder løbende. Jeg ser nu mere positivt på hverdagen med sunde vaner, og jeg har fået et nyt syn på mad. Jeg kan stadig spise det, jeg gerne vil, men bare i en sundere udgave. Jeg har nu tabt mig ca. 30 kg, og jeg er så glad for, at jeg tog imod tilbuddet om at få støtte gennem Liva, siger Melisa.
Også i Byrådet vækker nomineringen til Health Tech Implementation-prisen glæde:
- Jeg er superstolt over nomineringen til The Hermit. Og jeg er helt enig i juryens begrundelse: Her lykkes vi med at bruge teknologi til at give et både skræddersyet og fleksibelt tilbud om individuel sundhedsvejledning – det vi også kalder fremtidens fleksible velfærd. Det er et tilbud, som borgeren nemt kan passe ind i en travl hverdag. Det er borgeren, der styrer tempoet. Og det er et godt tilbud for borgere, der slet ikke trives med holdundervisning og lignende tilbud, siger Jeanette Ingemann, der er formand for Ældre- og Sundhedsudvalget.
Sundhed og trivsel er fokusområde
Borgmester Michael Ziegler glæder sig også over nomineringen og fordelene for borgerne:
- Tilbuddet om Liva er et godt eksempel på, hvordan vi gerne vil styrke sundheden og indsatsen over for livsstilssygdomme og dårlig trivsel. Netop sundhed og trivsel er vigtige fokusområder i Høje-Taastrup Kommunes nye udviklingsstrategi, som Byrådet ventes at beslutte på byrådsmødet i april. Derefter skal vi i gang med at virkeliggøre målene sammen med borgere, foreninger og virksomheder i de kommende år. Der kan Liva være et eksempel til inspiration, siger Michael Ziegler.
Og så glæder han sig over endnu en pointe, som tech-prisens jury også fremhæver:
- Med en løsning som Liva kan vi reducere vores arbejdskraft-udfordring: Alle ved, at vi får svært ved at rekruttere tilstrækkeligt mange medarbejdere i fremtiden. Derfor er det fantastisk værdifuldt, når vi skaber løsninger, hvor flere borgere for effektiv hjælp, uden at vi skal bruge endnu flere medarbejdere, siger Michael Ziegler.
Om Høje-Taastrup og Aalborg Kommuner kan løbe med prisen The Hermit, afsløres som nævnt den 7. maj ved konferencen Copenhagen Health Tech Summit 2024. De to andre nominerede projekter handler om teknologi i forbindelse med henholdsvis MR-scanninger og ilt-behandling.
Fakta om sundhedsvejledning med Liva:
- I alt har 322 borgere deltaget i sundhedsvejledning via Liva, siden Høje-Taastrup Kommune indledte med et pilotprojekt i juni 2020. Aktuelt er 61 i gang med forløb.
- Borgerne sætter selv et mål inden for kost, rygning, alkohol, motion, søvn eller trivsel, som de vil arbejde med i deres forløb i Liva.
- Sundhedsvejledningen i Liva varetages af kommunale medarbejdere med sundhedsfaglig baggrund.
- Borgerne kan møde tilbuddet gennem egen læge eller finde det på kommunens hjemmeside, sundhed.dk eller via Sundhedscentret Espens Vænges facebookside.
- Når man har kontaktet Sundhedscentret Espens Vænge, får man en samtale, der skal afklare, om Liva er et egnet tilbud, inden et forløb sættes i gang.