Støjskærm på vej ved Mølleholmen
Godt nyt for borgerne ved Mølleholmen: Der kommer en støjskærm op til motorvejen.
Transportministeriet har netop meldt ud, at der bliver afsat 122,4 mio. kr. til en støjskærm ved Mølleholmen i det østlige Taastrup. Ministeriet skønner, at det vil tage ca. tre år at etablere støjskærmen.
Forligskredsen bag Infrastrukturaftalen fra 2021 udmønter årligt midler fra den såkaldte støjpulje. Puljen var oprindeligt på tre mia. kroner. Der er netop udmøntet 552 mio. kroner til otte projekter, som vil blive anlagt fra i år og frem mod 2027 – og her er et af dem altså støjskærmen ved Mølleholmen.
Læs nyhed på Transportministeriets hjemmeside – herunder om støjskærmen ved Mølleholmen.
Vejdirektoratet bekæmper støj fra landets motorveje. I direktoratets støjhandlingsplan, som udløb i 2023, var der kun én lokalitet i Høje-Taastrup Kommune med - nemlig Mølleholmen.
Høje-Taastrup Kommune er opmærksom på støjproblemer andre steder i kommunen. Vejdirektoratet skal udarbejde en ny handlingsplan, som skal gælde fra og med 2024. Det er endnu ikke afgjort, om Høje-Taastrup Kommune kan få flere lokaliteter prioriteret her.
Her kan man se, hvor den kommende støjskærm bliver placeret. (Kort: Transportministeriet)