Skip til hoved indholdet

Succes på Musikskolen - største elevfremgang i mange år

Over 300 elever er tilmeldt den nye sæson på Musikskolen på alt fra småbørnshold til sammenspil og soloundervisning i over 15 forskellige instrumenter.

Over 300 elever har tilmeldt sig på Musikskolen - en flot fremgang på 15% ift. sidste sæson. Foto: Jens Panduro. 

Musik-, Billed- og Dramaskolen (Kulturskolerne) har slået dørene op for sæson 2023/2024 med masser af glæde og optimisme i det nye Børne- og Kulturhus.

Musikskolen har for første gang i mange år oplevet en markant fremgang i elevtallet. Ved sæsonstarten i 2022 havde Musikskolen 269 elever – i år er der tilmeldt 308 elever, en stigning på knap 15 %.

Der er især markant flere elever blandt de alleryngste fra 0-9 år, som på den måde får musik ind på livet helt fra starten. Derudover er der flere instrumental-elever over hele linjen, fx violin, klaver og guitar.

Succesen betyder, at Musikskolen igen har ventelister til flere hold, og skolen arbejder på at give alle interesserede børn et godt tilbud.

”Jeg er virkelig glad for den store søgning til Musikskolen! Det er utroligt flot og velfortjent, at Musikskolen har så stor fremgang i elevtallet, og at det i det hele taget går så godt på de tre kulturskoler. Det betyder jo, at rigtig mange børn og unge i kommunen kan dyrke musik, billedkunst og drama med dygtige undervisere i spritnye, flotte rammer i Børne- og Kulturhuset”, siger borgmester Michael Ziegler.

Billedskolen udbyder endnu flere hold

Billedskolen er på plads i nye flotte lokaler med et nyt meget stærkt underviserteam. Billedskolen udbyder skoleåret 23/24 flere hold end tidligere og med forskellige tonede tematikker, fx: ’Billedkunst, skulptur og eksperimenter’, ’Illustration og historiefortælling’, ’Laboratorie for tegning og maleri’ osv. Billedskolen har fortsat ledige pladser til børn og unge i alderen 1.-10. klassetrin: Ledige pladser på Billedskolen i Høje-Taastrup (khtk.dk)

Dramaskolen udvider til næste sæson

Dramaskolen får pr. 26/9 ny fagkoordinator, hvor der lige nu udbydes tre dramahold og to dansehold. Alle hold er p.t. fyldt op, men Dramaskolen vil udvide deres tilbud fra sæson 24/25.

Musik-, Billed- og Dramaskolen arbejder desuden også på fremover at tilbyde åbne undervisningsforløb, hvor man kan komme ind fra gaden og prøve instrumenter, tegning, dans osv. af.

”Vi arbejder hver dag på at få de sidste detaljer på plads i Børne- og Kulturhuset og jeg er overbevist om at Kulturskolerne med hovedsæde i Taastrupgård går en spændende tid i møde med både vækst af elever og også en række nye samarbejder på tværs af kommunen inkl. åbne tilbud for børn der opsøger os spontant.

Hvis Kulturskolerne er et hus med have og hæk, så fjerner vi nu hækken, med gratis bredde-kultur i haven og elite-kultur i huset. Vi arbejder for at være en stærk kulturdannende ressourcespiller i hele HTK, samtidig med at vi fortsat sender vores dygtigste elever direkte på konservatoriet.”, siger Jakob Weigand, leder af Musik-, Billed- og Dramaskolen.

Læs mere om kulturskolernes mange tilbud og de dygtige undervisere på Kulturskolernes hjemmeside. 

 

Hold dig orienteret om Høje-Taastrup Kommune

Høje-Taastrup Kommune
Rådhusstræde 1
2630 Taastrup

CVR: 1950 1817

Telefon: 43 59 10 00
Mail: kommune@htk.dk

Genveje