Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Undersøgelse om sundhed: Vi har brug for din hjælp

Måske er du en af de ca. 2500 borgere i Høje-Taastrup Kommune, som vil modtage et spørgeskema i forbindelse med den landsdækkende Sundhedsprofil-undersøgelse.

Fra i dag og de kommende uger inviteres mere end 300.000 tilfældigt udvalgte danskere over 16 år i hele landet til at deltage i en af Danmarks største undersøgelser om sundhed, trivsel og sygdom. Undersøgelsen ”Hvordan har du det?” sætter fokus på alt fra rygevaner og fysisk aktivitet til sygdomme og mental trivsel.

Resultaterne skal danne grundlag for bedre forebyggelse og andre indsatser dér, hvor behovet er størst. Jo flere svar, desto bedre kan vi også planlægge den lokale sundhedsindsats i Høje-Taastrup Kommune.

Vigtigt at mange besvarer undersøgelsen

For femte gang siden 2010 gennemføres undersøgelsen i et samarbejde mellem landets fem regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed. Formålet er at skabe et samlet billede af danskernes sundhedstilstand og trivsel – både hvor udviklingen går den rigtige vej, og hvor der er udfordringer.

Indsigterne skal hjælpe med at målrette forebyggende indsatser til de borgere, der har størst behov. For at få de mest brugbare resultater er det vigtigt, at så mange som muligt svarer.

“Det er naturligvis frivilligt, om man vil deltage - men jeg håber, at så mange som muligt af de borgere, der modtager spørgeskemaet, vil svare på det. Det giver vigtig viden til at planlægge de rigtige sundhedsindsatser - også lokalt i Høje-Taastrup”, siger borgmester Michael Ziegler.


Resultater bruges til at forebygge

Sundhedsprofilen er med til at sætte fokus på områder, hvor der kan være problemer med sundheden. Den seneste undersøgelse fra 2021 viste for eksempel en markant stigning i antallet af unge med dårlig mental sundhed samt, at rygning og alkohol fortsat udgør en stor udfordring i denne aldersgruppe.

Resultaterne har været afgørende for udviklingen af forebyggelsesinitiativer og har skabt øget fokus på unges trivsel – hvad der påvirker den negativt, og hvad der kan gøres for at forbedre den.

Resultatet af undersøgelsen offentliggøres i marts 2026. På hjemmesiden  www.danskernessundhed.dk kan man se resultaterne fra tidligere undersøgelser.

Alle landets regioner, Statens Institut for Folkesundhed og Sundhedsstyrelsen med i en informationsindsats, der opfordrer alle til at tjekke, om de er blandt dem, der har fået spørgeskemaet i deres digitale eller fysiske postkasse.

Om undersøgelsen

  • Tjek, om du er med: Spørgeskemaet ”Hvordan har du det?” sendes til 300.000 tilfældigt udvalgte borgere over 16 år. Det kan findes i din digitale postkasse (e-Boks) eller som brev, hvis du ikke har digital post. Har du ikke en digital postkasse, vil det komme som brev i stedet. Spørgeskemaet sendes enten fra din region eller fra Statens Institut for Folkesundhed.

  • Frivillig deltagelse: Det er frivilligt, om du vil deltage, men din besvarelse er vigtig og bidrager til at skabe et billede af danskernes sundhed og trivsel.

  • Mulighed for præmier: Alle, der besvarer spørgeskemaet, deltager i lodtrækningen om en række præmier.

  • Flere afsendere: Undersøgelsen gennemføres i et samarbejde mellem de fem regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed. Det sker efter en aftale mellem Danske Regioner, KL, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Finansministeriet. 

Hold dig orienteret om Høje-Taastrup Kommune

Høje-Taastrup Kommune
Rådhusstræde 1
2630 Taastrup

CVR: 1950 1817

Telefon: 43 59 10 00
Mail: kommune@htk.dk

Genveje