Forslag til lokalplan 1.82 for Søndertoften
Byrådet har den 26. februar 2025 godkendt forslag til Lokalplan 1.82 for Søndertoften. Lokalplanen 1.82 omfatter rækkehusbebyggelsen Søndertoften i Taastrup.
Lokalplanens indhold
På baggrund af ønske for grundejerforeningen Søndertoften, har administrationen udarbejdet et lokalplanforslag for området. Bebyggelsen er omfattet af servitutter, som blev udarbejdet inden rækkehusbebyggelsen blev opført. Servitutter fastsætter blandt andet at rækkehusene ved ombygningen ikke må forandres, samt udformning af udhuse og karnapper, med videre. De dele af servietterne der kan fastlægges bestemmelser om i en lokalplan, vil blive aflyst med lokalplan 1.82.
Formålet med lokalplanen er at fastsætte mindre restriktive bestemmelser for bebyggelsen end servitutterne. Lokalplanforslaget giver ikke mulighed for at udvide boligbebyggelsen og fastlægger be-stemmelser, som skal sikre at rækkehusene i videst muligt omfang får et ensartet udseende udadtil. Herudover fastsætter lokalplanforslaget bestemmelser for overdækninger, udhuse og karnapper.
Indkommende høringssvar fra det første forslag til lokalplanen, går generelt på, at lokalplanen regulerer for stramt og dermed begrænser beboerne i at foretage individuelle valg, særligt i baghaverne som ikke ses udefra.
Ud fra omfanget og indholdet af de mange høringssvar, vurderede administrationen, at en fremtidig lokalplan for Søndertoften skulle være mindre restriktiv. Det nye forslag regulerer dermed udelukkende de store linjer og er forsimplet i forhold til tidligere forslag. Lokalplanforslaget regulerer dermed primært skurene mod vejen, tagfarve, gavlfarve, hegning og farve på døre og vinduer.
Offentlig høring med frist den 28. marts 2025
Forslag til Lokalplan 1.82 er fremlagt i offentlig høring fra den 28. februar 2025 til den 28. marts 2025.
Læs Lokalplan 1.82 for Søndertoften her eller på Planinfo.dk.
Bemærkninger eller ændringsforslag sendes til bmc@htk.dk eller til Høje-Taastrup Kommune, Rådhusstræde 1, 2630 Taastrup og skal være modtaget på rådhuset senest den 28. marts 2025. De vil herefter indgå i Byrådets behandling af sagen.
Vi gør opmærksom på, at alle høringssvar vil blive offentliggjort i fuld længde i forbindelse med Byrådets behandling af planen.
Midlertidige retsvirkninger
Offentliggørelsen af lokalplanforslaget, som sker med annonceringen den 28. februar 2025, medfører i henhold til Planlovens § 17 et midlertidigt forbud mod, at ejendomme omfattet af planen bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der kan foregribe den endelige plan. De midlertidige retsvirkninger gælder fra den 28. februar 2025 og indtil lokalplanen er vedtaget endeligt, dog højst indtil et år efter offentliggørelsen af lokalplanforslaget.
Miljøvurdering af Lokalplan 1.82 for Søndertoften
Kommunen skal i henhold til Miljøvurderingsloven (LBK nr 4 af 03/01/2023) afgøre, om der er behov for at udarbejde en miljøvurdering af planen. På baggrund af en miljøscreening af Lokalplan 1.82 vur-derer kommunen, at der ikke skal udarbejdes miljøvurdering.
Læs Miljøscreening af lokalplan 1.82 for Søndertoften.
Klagevejledning til klage over miljøscreening af lokalplan
Kommunens afgørelse om ikke at udarbejde en miljøvurdering kan, jf. lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), påklages efter lovens § 48, stk. 1. Læs Klagevejledning til klage over miljøscreening efter planloven.