Landzonetilladelse til opførelse af nyt enfamiliehus, Bækgårdsvej 4
Høje-Taastrup Kommune giver hermed landzonetilladelse til opførelse af nyt énfamiliehus som ansøgt på ovennævnte ejendom.
Landzonetilladelsen er meddelt med hjemmel i planlovens § 35, stk. 1 på følgende vilkår:
- Huset opføres som ansøgt i 1 plan med sadeltag og murede gavle. Facader udføres i mursten i lys gul nuance med lyse fuger.
Udnyttelse af landzonetilladelsen
Landzonetilladelsen bortfalder, hvis den ikke udnyttes inden 5 år efter, at den er meddelt jf. planlovens § 56, stk.2.
Landzonetilladelsen må ikke udnyttes før end klagefristen på 4 uger fra den offentlige bekendtgørelse af landzonetilladelsen er udløbet jf. Bek nr. 130 af 28/01/2017.
Tilladelsen annonceres på kommunens hjemmeside den 28. januar 2025.
Læs Landzonetilladelse til opførelse af nyt enfamiliehus, Bækgårdsvej 4
Sagsfremstilling
Høje-Taastrup Kommune behandlede den 28. januar 2025 ansøgning om landzonetilladelse til opførelse af nyt énfamiliehus på ovennævnte ejendom.
I henhold til planlovens § 35 må der i landzoner ikke ”uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelse af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer”.
Ejendommen er omfattet af udpegning som kulturhistoriske bevaringsværdier, værdifuldt kulturmiljø, bevaringsværdigt landskab og særligt værdifuldt landbrugsområde i Kommuneplan 2021.
Ejendommen ligger derudover i en bevaringsværdig landsby, der udgør en vigtig del af kommunens kulturarv og er særligt velbevaret, derfor skal ny bebyggelse skal tilpasses det eksisterende landsbymiljø, jf. Kommuneplan 2021. Nye enfamiliehuse bør opføres som længehus i 1 eller halvanden etage og med saddeltag. Facader skal enten fremstå pudsede eller i røde eller gule mursten, således at det passer ind i det omkringliggende miljø.
Til grund for beslutningen ligger følgende vurderinger:
- Opførelse af et nyt énfamiliehus kræver landzonetilladelse,
- Énfamiliehuset opføres som erstatning for et gammelt hus, som nedrives, og med omtrent samme placering som det gamle hus. Opførelsen vil derfor være en videreførelse af en eksisterende lovlig anvendelse, og vil derfor ikke være i strid med kommuneplanens udpegninger.
- Udformning af huset i én etage med murede gavle, indbygget garage, karnap og gule mursten som ansøgt, vil passe ind i det eksisterende landsbymiljø.
Klagevejledning til klage over landzonetilladelse
Klageberettigede er erhvervsministeren og i øvrigt enhver med retlig interesse i sagens udfald samt visse landsdækkende foreninger og organisationer, jf. planlovens § 59.
Hvis du ønsker at klage over denne afgørelse, kan du klage til Planklagenævnet. Du kan klage, hvis du f.eks. mener, kommunen ikke har haft ret til at træffe en afgørelse eller ikke har fulgt de rigtige procedurer. Du kan også klage over kommunens skøn. Læs Klagevejledning til klage over landzonetilladelse