Skip til hoved indholdet
    Hjem Politik Høringer og afgørelser Aktuelle høringer Forslag til lokalplan 4.43.1 for Bakkeboager i Hedehusene

Forslag til lokalplan 4.43.1 for Bakkeboager i Hedehusene

Byrådet har den 19. juni 2024 godkendt forslag til Lokalplan 4.43.1. Lokalplanen 4.43.1 ligger ved Bakkeboager 16a i Hedehusene ud mod det åbne land.


Lokalplanens indhold 

Lokalplanen giver mulighed for tre nye udstykninger til enfamiliehuse på mindst 592 m2 samt et offentligt stiudlæg. Der er fastsat en bebyggelsesprocent på 25 i højest 1 etage med udnyttelig tagetage. Dette er for at sikre en hensigtsmæssig disponering af grundene med gode udearealer til boligerne. Hegning i området skal ske i form af levende hegn bestående af bøg og en blanding af syrener og liguster mod det åbne land.

Planforslaget har mange af de samme bebyggelsesregulerende bestemmelser, som er fastsat i Lokalplan 4.43, som gælder for den øvrige del af Bakkeboager. 

Alle tre grunde har vejadgang via Bakkeboager, som er en privat fællesvej. Der er sikret vejret til de kommende boliger. Der skal anlægges mindst én bilparkeringsplads per bolig på den enkelte grund. 

Der udlægges et offentligt stiudlæg på 5 meter, så der sikres sammenhæng til de eksisterende stier og stiudlæg. Stien går langs jernbanen, rundt om bebyggelsen og bliver koblet med stien, der ligger nord for området. 

Lokalplanen overfører området til byzone. 

Offentlig høring med frist den 11. august 2024 

Forslag til Lokalplan 4.43.1 er fremlagt i offentlig høring fra den 1. juli 2024 til den 11. august 2024. 

Læs Forslag til lokalplan 4.43.1 for Bakkeboager her eller på Planinfo.dk . 

Bemærkninger eller ændringsforslag sendes til bmc@htk.dk eller til Høje-Taastrup Kommune, Rådhusstræde 1, 2630 Taastrup og skal være modtaget på rådhuset senest den 11. august 2024. De vil herefter indgå i Byrådets behandling af sagen. 

Vi gør opmærksom på, at alle høringssvar vil blive offentliggjort i fuld længde i forbindelse med Byrådets behandling af planen. 

Midlertidige retsvirkninger 

Offentliggørelsen af lokalplanforslaget, som sker med annonceringen den 1. juli 2024, medfører i henhold til Planlovens § 17 et midlertidigt forbud mod, at ejendomme omfattet af planen bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der kan foregribe den endelige plan. De midlertidige retsvirkninger gælder fra den 1. juli 2024 og indtil lokalplanen er vedtaget endeligt, dog højst indtil et år efter offentliggørelsen af lokalplanforslaget. 

Miljøvurdering af Lokalplan 4.43.1 for Bakkeboager i Hedehusene 

Kommunen skal i henhold til Miljøvurderingsloven (LBK nr 4 af 03/01/2023) afgøre, om der er behov for at udarbejde en miljøvurdering af planen. På baggrund af en miljøscreening af Lokalplan 4.43.1 vurderer kommunen, at der ikke skal udarbejdes miljøvurdering. 

Læs Miljøscreening af lokalplan 4.43.1 for Bakkeboager i Hedehusene

Klagevejledning til klage over miljøscreening af lokalplanforslag

Kommunens afgørelse om ikke at udarbejde en miljøvurdering kan, jf. lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), påklages efter lovens § 48, stk. 1. Læs Klagevejledning til klage over miljøscreening efter planloven

Hold dig orienteret om Høje-Taastrup Kommune

Høje-Taastrup Kommune
Rådhusstræde 1
2630 Taastrup

CVR: 1950 1817

Telefon: 43 59 10 00
Mail: kommune@htk.dk

Rådhusets åbningstider

Rådhusets lukkedage

Genveje