Forslag til Tillæg 2 til vandforsyningsplanen
Udvidelse af forsyningsområdet i den sydlige del af kommunen og tilslutning af ejendomme med privat boring til Stærkende Vandværk
Byrådet har den 20. november 2024 godkendt forslag til tillæg 2 til kommunens vandforsyningsplan. Kommunen fastlægger i tillægget, at forsyningsområdet i den sydlige del af kommunen ændres fra fase 2 til fase 1. Dette gør det muligt allerede fra 2025 at tilslutte ejendomme med privat boring i området til alment vandværk, da mange ejendomme har problemer med PFAS i drikkevandet. Byrådet har i den forbindelse også godkendt, at tillægget fremlægges i offentlig høring i 4 uger på kommunens hjemmeside og i brev til de berørte ejendomme i området samt at der ikke skal udarbejdes miljøvurdering af tillægget.
Høringsperiode og indsigelser
Forslag til tillæg til vandforsyningsplanen er i offentlig høring fra den 26. november 2024 til den 6. januar 2025. Fremsættelse af høringssvar og indsigelser mod forslaget skal fremsendes til kommunen pr. mail til bmc@htk.dk senest den 6. januar 2025. Herefter behandles høringssvarene, og sagen fremlægges til politisk behandling med henblik på endelig vedtagelse af tillægget til den kommunale vandforsyningsplan.
Høring om tillæg til vandforsyningsplanen
Der er i kommunens vandforsyningsplan angivet nye forsyningsområder i en fase 1 og en fase 2. Udvidelsen af forsyningsområderne sker for at sikre en bedre forsyningsstruktur med større forsyningssikkerhed og en bedre kontrol af vandkvaliteten.
Med dette tillæg vil fase 2 i den sydlige del af kommunen blive fase 1. I den østlige de af Stærkende skal ejendomme med privat boring tilsluttes Stærkende Vandværk. I den vestlige del af Stærkende skal ejendomme med privat boring tilsluttes alment vandværk, som kan være Stærkende Vandværk eller andet alment vandværk i enten Roskilde Kommune eller Greve Kommune jf. figur 1. Opdelingen skyldes, at Stærkende Vandværk snarest muligt skal tilslutte ejendommene i den østlige del af Stærkende, hvor der er påvist problemer med PFAS. Dette kræver en væsentlig udbygning af vand-værkets ledningsnet, og det er derfor nødvendigt at udbygge ledningsnettet i området i flere etaper.
Der er foretaget en VVM-screening af tillægget til vandforsyningsplanen, hvor kommunen vurderer, at den endelige vedtagelse af tillægget ikke vil medføre væsentlige påvirkninger af miljøet og der skal derfor ikke udføres en miljøvurdering.
Hvis grundejer er pensionist eller efterlønsmodtager, så er der mulighed for optagelse af kommunegaranti ved lån ved tilslutning til almen vandforsyning, hvilket fremgår af nedenstående henvisning.
- Forslag til tillæg 2 til Vandforsyningsplanen
- Miljøvurdering af tillæg 2 til vandforsyningsplanen
- Optagelse af kommunegaranti ved lån til tilslutning til almen vandforsyning
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Lene Bagh pr. mail leneba@htk.dk eller pr. telefon 43 59 12 76.