Klagevejledning til klage over miljøscreening efter planloven
Efter lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) § 48 stk. 1 kan afgørelser efter § 10 om ikke at udarbejde en miljøvurdering af en plan eller et program påklages efter de regler herom, der er fastsat i den lovgivning, som planen eller programmet udarbejdes i henhold til, i dette tilfælde planloven.
Afgørelsen kan derfor påklages til Planklagenævnet. Eventuel klage skal indgives ved brug af Klageportalen via borger.dk eller virk.dk. Klagen skal være indgivet inden 4 uger efter modtagelse af afgørelsen. Hvis du vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder efter modtagelsen af afgørelsen.
Vejledning til Klageportal og gebyrordning findes på Nævnenes Hus´ hjemmeside. Gebyret er p.t. 900 kr. for private og 1.800 kr. for virksomheder. Gebyret tilbagebetales hvis klagen fører til, at den påklagede afgørelse ændres eller ophæves, hvis du får helt eller delvis medhold i din klage, eller hvis klagen afvises som følge af overskredet klagefrist, manglende klageberettigelse, eller fordi klagen ikke er omfattet af Planklagenævnets kompetence.