Skip til hoved indholdet

Børne- og ungepolitik

Uddannelse er afgørende for at fremtidssikre kommunen, da uddannelse er en væsentlig forudsætning for, at kommunens borgere kan få arbejde og tage ansvar for eget liv.

Uddannelse er afgørende for at fremtidssikre kommunen, da uddannelse er en væsentlig forudsætning for, at kommunens borgere kan få arbejde og tage ansvar for eget liv.

Kommunernes indsats på børne- og ungeområdet spiller en helt afgørende rolle for, at fremtidens samfund befolkes af dygtige og aktive borgere. Vores samfund er i rivende udvikling. Ikke mindst den teknologiske udvikling betyder, at der er både høje og nye krav til det, som vores børn og unge skal lære igennem deres liv og uddannelse. Med denne politik sætter Høje-Taastrup Kommune fokus på, at børn og unge skal rustes til at navigere i en kompleks og foranderlig verden.

Kommunens børn skal mødes med tryghed, inspiration, forundring, læring og leg. De skal have et fantastisk godt udgangspunkt for selv at forme sin tilværelse og klare sig i livet. Derfor skal vi skabe rammer for gode relationer, kreativitet, fordybelse mm, så vores børn og unge udvikler evner og handlekraft til at være aktive deltagere i fremtidens samfund.

Børne- og ungepolitikken har et særligt fokus på den første tid i barnets liv, da de tidlige år er helt afgørende for børns videre udvikling. Ikke mindst børnenes sprog og det tætte forældresamarbejde er i centrum.

Med temaet læringslyst hele børne- og ungelivet ønsker vi læringsmiljøer i både dagtilbud, skoler og fritidstilbud, der udvikler ’det 21. århundredes kompetencer’: Kreativitet, kritisk tænkning, kommunikation og samarbejde. Vi ønsker institutioner, hvor børn og unge leger, bygger, idéudvikler og bruger deres naturlige nysgerrighed og skabertrang til at lære og udvikle sig.

I forlængelse heraf skal vores børn og unge have et større udbytte af folkeskolen. Med afsæt i nysgerrighed og læringslyst skal skolen i endnu højere grad motivere den enkelte til stærke og grundlæggende færdigheder i skolens fag og emner.

Et yderligere tema i Børne- og ungepolitikken er trivsel og fællesskaber. Vi skal, i tæt samarbejde med forældrene, sikre børn og unge trygge læringsmiljøer, der udvikler initiativ, fantasi og sociale kompetencer. Her er udviklingen af stærke kompetencer til samarbejde og samskabelse i fokus.

Endelig vil vi understøtte sammenhæng og helhed i børn og unges liv. I en omskiftelig verden er trygge rammer og overgange vigtige, men vi skal også åbne verden op med oplevelser og samarbejder i lokalmiljøet, med erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner, foreningslivet og andre.

Med den ny børne- og ungepolitik vil Byrådet fortsætte kommunens stærke fokus på den tidlige indsats som et helt afgørende afsæt for børns videre liv. Ligeledes sætter Byrådet fokus på at give vores børn og unge det allerbedste udgangspunkt for at blive aktive samfundsborgere. Jeg er sikker på, at politikken vil understøtte nye retninger for børne- og ungelivet, hvor vi i endnu højere grad udvikler alle børns potentialer og giver dem mod og kompetencer til at forme fremtiden.

På vegne af byrådet, Michael Ziegler, borgmester

Find information om

I Høje-Taastrup Kommune skal børn og unge være medskabere af fremtidens samfund.

Vores børn og unge skal udvikles og udfordres, så de trives og lærer mest muligt, uanset forudsætninger.

Det gør vi ved at:

  1. Have et skarpt fokus tidligt i børns liv med tillid til og høje ambitioner for deres udviklingsmuligheder og fremtid i tæt samarbejde med forældrene.
  2. Sætte det enkelte barn og den unges naturlige nysgerrighed, læringslyst og motivation i centrum.
  3. Vægte fællesskaber, hvor barnets og den unges udvikling af stærke kompetencer til samarbejde og samskabelse prioriteres.
  4. Skabe udvikling og læring i tæt samarbejde med verden omkring.
  5. Sikre børn og unge trygge opvækstmiljøer, så de udvikler tillid og opøver sociale kompetencer.

Høje-Taastrup Kommunes Børne- og Ungepolitik sætter fælles retning på det samlede børne- og ungeområde. Samtidig vil den sikre sammenhæng mellem det generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte. At politikken skal være sammenhængende betyder også, at indsatserne på tværs skal hænge sammen.

Høje-Taastrup Kommune har et årvågent blik for de kompetencer, der vil være brug for nu og i fremtiden. Vi har alle ansvar for, at børn og unge kan handle i en kompleks verden i stadig forandring – en verden, der stiller krav til tænkende, lærende og selvevaluerende mennesker, der tager medansvar for den verden, de er en del af. Og det starter med, at vi tænker læring og dannelse på nye måder. 

Nysgerrighed, indre motivation, trang til at udforske og til at lege og lære er kendetegnende for børn og unges tilgang til verden. Høje-Taastrup Kommune ønsker at stimulere barnets naturlige leg og læringslyst lige fra det helt spæde barn til den unge, der er på vej i ungdomsuddannelse. 

Ambitionen er at skabe opvækstmiljøer, hvor børn og unge møder omsorg, og styrkes i at få selvindsigt, holde af sig selv, og tro på sig selv. Det tror vi er forudsætningerne for at kunne danne gode venskaber og modtage læring. 

Alle børn og unge har en mening om det, der sker i deres liv – og den har de ret  til at udtrykke og den har vi pligt til at lytte til. Det betyder, at vi vægter barnets og den unges aktive  deltagelse og tager deres stemme alvorligt. Vi lærer børn og unge at have tillid til egen stemme. Det giver tidligt demokratisk medborgerskab og aktivt medejerskab.  

Forældre er de vigtigste i børn og unges liv. Derfor er et fokus på forældres rolle i barnet og den unges  udvikling og læring afgørende som platform for samarbejdet omkring barnet. 

Barnets tidligste år er særligt afgørende for dets udvikling. Her lægges grundstenene for udviklingen af de livskompetencer, som er fundamentet for barnets trivsel og udvikling her og nu og for al videre udvikling og læring. I Høje-Taastrup Kommune tror vi på, at ”en god barndom varer hele livet”. Vi arbejder forebyggende og sundhedsfremmende, og vil så tidligt som muligt få øje på og støtte familier, der af forskellige grunde har brug for en hjælpende hånd - og her spiller sundhedsplejerskerne en nøglerolle.

Tillidsfulde relationer og en tryg tilknytning til voksne er afgørende for barnets udvikling. Vi skal sikre, at alle børn, helt fra fødslen, har en tryg kontakt til deres forældre og andre betydningsfulde voksne. Allerede i graviditeten og helt tidligt i det lille barns liv støtter vi forældrene til at blive de bedst mulige forældre. Det betyder, at vi møder familien med fokus på ligeværdighed og familiens ressourcer. Kommunens ”10 principper for forældresamarbejde” sætter retningen.

Dagtilbuddene har en vigtig rolle i at give børn den rette støtte og omsorg samt understøtte deres sociale - og følelsesmæssige udvikling. Høje-Taastrup Kommune tilstræber børnemiljøer, hvor alle børn trives og kan udforske verden med kreativitet, fantasi og leg - og lære verden at kende gennem oplevelser med bevægelse, natur, kultur og meget mere.

Høje-Taastrup Kommune vil sikre en tidlig indsats - også når det gælder børns sprog og motoriske udvikling. Vi vil have fornyet fokus på børns tidlige sprog og skærper den opsporende og forebyggende indsats i forhold til børns sproglige udvikling i 0-6 års alderen. Det er vigtigt, at børn kommer i dagtilbud, hvor sprogvurderinger bidrager til at give dagtilbuddene redskaber til at tilrettelægge en mere differentieret indsats og understøtte alle børns sproglige udvikling i samarbejde med hjemmet.

Mål

  • Alle børn får den rette støtte og omsorg til at udvikle sociale og følelsesmæssige kompetencer
  • Børn har et alderssvarende sprog, når de starter i skole.
  • Børn er motorisk alderssvarende ved skolestart.
  • Børn og familier, der har brug for støtte, får det tidligst muligt.

Det gør vi ved at:

  • Arbejde med tidlige indsatser, der styrker tryghed, tilknytning og positivt samspil mellem børn og forældre.
  • Have et skærpet fokus på forebyggende graviditetstilbud og styrke sundhedspleje i førskolealderen.
  • Indføre konkrete metoder til systematisk observation af social og følelsesmæssig mistrivsel hos det 0-2-årige barn.
  • Arbejde med evidensbaserede forældreprogrammer til udvikling af grundlæggende forældrekompetencer.
  • Arbejde med nye metoder, der styrker samspil mellem børn og voksne og dialog mellem forældre og personale i dagtilbud.
  • Have fortsat sprog- og motorikstimulerende indsats på 0–6 års området.

Alle børn og unge i Høje-Taastrup Kommune skal opnå viden og kompetencer, så de forberedes til voksenlivet, til at tage en uddannelse og til arbejdsmarkedet. Alle børn og unge skal udfordres, så de lærer og udvikler sig og bliver så dygtige, som de overhovedet kan. 

Høje-Taastrup Kommunes Udviklingsstrategi sætter klare visioner og mål for det gode børne- og ungeliv. Et liv, der udvikler børn og unges evner til at bidrage aktivt til at udvikle og problemløse i den verden, som de er en del af. Vi ønsker at danne og uddanne til ’læring for livet’ med øgede handlemuligheder og dannelse som myndige samfundsborgere og medskabere af fremtidens samfund. Det skal vi gøre allerede i dagtilbuddene, i skolen og i fritidstilbud. 

For at kunne agere i fremtidens samfund skal vores børn og unge møde læringsmiljøer i både dagtilbud, skoler og fritidstilbud, der udvikler det 21. århundredes kompetencer. Det vil sige kompetencer til at samarbejde, kommunikere, tænke kreativt og være kritiske tænkere. 

Vi vil skabe institutioner, hvor børn og unge leger, bygger, idéudvikler og bruger deres naturlige nysgerrighed og skabertrang til at lære og udvikle sig. 

Folkeskolen og folkeskolens fag skal i endnu højere grad motivere. Viden og fag skal tænkes ind i nye sammenhænge, hvor den til stadighed udfordres og udforskes i virkelighedsnære, tværgående projekter og aktiviteter. Afsættet er børn og unges forskellige måder at lære på og naturlige lyst til at lære. Vi understøtter børns naturlige nysgerrighed og trang til at udforske, hvor børn fordyber sig og forsøger sig frem i meningsfulde forløb. Udvikling og læring, der skaber mening, åbenhed og udsyn, skal sikres gennem oplevelser i samarbejde med verden omkring – det være sig virksomheder, kulturinstitutioner, foreninger med videre. 

I skolealderen skal der være skærpet fokus på elevernes videre færd i ungdomsuddannelse. Læringsforløb og projekter på tværs af skoler, virksomheder og lokalmiljø skal give motiverende billeder af det arbejdsmarked, som eleverne skal ud i. Der skal eksperimenteres med et endnu tættere samarbejde med ungdomsuddannelserne for at sikre den bedst mulige start på - og fastholdelse i ungdomsuddannelse. 

Læring og dannelse skal ske i fællesskab gennem tillidsfulde relationer, hvor stærke kompetencer til dialog og samskabelse prioriteres. Børn og voksne skal lære og udvikle sammen. Læring skal ske i øjenhøjde, hvor voksenrollen er faciliterende

frem for instruerende.

Digital dannelse vil være afgørende for at deltage aktivt i fremtidens samfund. IT er ikke et tilvalg i vores børn og unges fremtidige arbejds- og privatliv. Det er et grundvilkår. Det forpligter i fremtidens skole dag- og fritidstilbud. Vores børn og unge skal kunne agere kompetent i en verden med øget digitalisering og automatisering, hvor IT ikke kun er noget, de bruger, men som de udvikler aktivt og forholder sig kritisk til.

Mål:

  • Alle dag-, skole- og fritidstilbud arbejder med at ruste børn i forhold til det 21. århundredes kompetencer.
  • Børn og unges naturlige nysgerrighed, læringslyst og motivation er i fokus i dagtilbud, skoler og fritidstilbud.
  • Fysiske rammer, der understøtter leg og læring, fællesskaber, fysiske udfoldelse og skabertrang skal prioriteres.
  • Folkeskolen skal, understøttet af dag- og fritidstilbud, mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater.
  • Det faglige niveau i folkeskolen øges, og sprog og læsning er altid i fokus som en central løftestang for læring.
  • • 95 % af de unge eller svarende til landsgennemsnittet gennemfører en ungdomsuddannelse

Det gør vi ved at:

  • Gennemføre en udviklingsproces på kommunens skoler og øvrige institutioner frem imod et endnu større fokus på samarbejde, kommunikation, kreativitet og kritisk tænkning.
  • De nye læringshuse med både dagtilbud og skole er skabt til det 21. århundredes kompetencer.
  • Styrke fokus på åbenhed i vores skoler og institutioner og invitere til et tæt samarbejde med erhvervs- og foreningsliv, fritidstilbud og nærområder.
  • Styrke børn og unges digitale dannelse.
  • Styrke samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner og ungdomsklubber, så risikoen for frafald nedbringes.

Børn og unge har ret til tryghed og til deltagelse i forpligtende fællesskaber. Det er her, de henter livsglæde, energi og ballast til livets op- og nedture og det er her de lærer egen og andres rolle i og bidrag til det sociale samspil. 

Fællesskaber skabes af mennesker og deres ord og handlinger. Det stiller krav til den enkelte om at tage sig selv og andre alvorligt og at reagere på egne og andres input til fællesskabet. Det er det, vi taler om, når vi siger forpligtende fællesskaber. 

Høje-Taastrup Kommune vil give børn og unge medbestemmelse. Det betyder, at alle børn og unge skal mødes af voksne, der ’lytter højt’ til børnenes egne stemmer og værner om deres initiativ,  fantasi og aktive deltagelse, uanset om det er i daginstitutionen, skolen eller fritidslivet. Musik, sang, teater, spejder, rollespil, E-sport og meget andet medvirker alt sammen til dannelsen af myndige, demokratiske samfundsborgere, der magter og agter det forpligtende fællesskab. Det er vores ansvar at bygge bro mellem de kommunale institutioner og de mange børne-, unge og familietilbud i fritids- og kulturlivet. 

De voksne skal motivere til aktiviteter, hvor børn og unge oplever værdierne ved samarbejde og samskabelse. Hvor børn og unge ikke udelukker andre eller selv bliver udelukket, - og lærer at forstå, hvordan andre tænker og føler, tager hensyn og bidrager med muligheder for alle, uanset deres forudsætninger og udfordringer. Det styrker børn og unges generelle  livskompetencer. Det styrker unge i overgangen til ungdomsuddannelse og forebygger, at de unge ender i usunde livsbaner.

Inkluderende børne- og ungemiljøer er den overordnede målsætning i et forebyggelsesperspektiv. Kommunens  forebyggelsesstrategi sætter retningen for arbejdet – og de voksnes rolle er afgørende for at understøtte fællesskaber. Alle medarbejdere skal have opmærksomhed på det enkelte barn i fællesskabet og på fællesskabet og tilrettelægge tilbuddene, så også sårbare børn og unge kan være med eller trække sig tilbage, hvis behovet opstår. 

Opgaven skal løses i samarbejde med forældre. Familien er fundamentet og har derfor et ansvar for at opdrage til tolerance og forståelse for fællesskabets betydning. Forældre støttes i at tage ansvar for deres børn og indgår på lige fod med medarbejderne omkring at sikre deres barns trivsel og herunder udvikling af gode vaner, høflighed og respekt for andre, som  også er en del af opdragelsen både i hjemmet og i de tilbud, hvor børn og unge kommer. 

Forenings og kulturlivet er et centralt tilbud for deltagelse i samfundslivet og skaber rammerne for sunde og aktive borgere, samvær, sjov og leg. I forlængelse af Høje-Taastrup Kommunes Kulturpolitik såvel som Idræts- og bevægelsespolitikken prioriteres fritids-, forenings-, idræts- og kulturlivet som middel til at skabe inklusion, dannelse af og erfaring med demokratiske fællesskaber.

Trivsel handler også om sundhed, forstået som levevilkår, livskvalitet og livsstil. Høje-Taastrup Kommunes Sundhedspolitik sætter retning for sundhed for alle og for at reducere den sociale ulighed i sundhed. Ambitionen er at skabe børne-  og ungemiljøer, der for eksempel forebygger misbrug, understøtter bevægelsesglæde og en sund mad- og måltidskultur, der modvirker overvægt.

I Høje-Taastrup Kommune er det inkluderende fællesskab kendetegnet ved at: 

  • Alle børn og unge får mulighed for at være til stede i almenområdet og fællesskabet
  • Alle børn og unge oplever, at de deltager i det læringsmæssige og sociale fællesskab 
  • Alle børn og unge oplever, at de profiterer af fællesskabet 
  • Alle børn og unge lærer og udvikler positive selvbilleder

Mål:

  • Børn og unge er aktive deltagere i forpligtende fællesskaber og får erfaringer med egne og andres potentialer.
  • Børn og unge opmuntres, motiveres og hører til i inkluderende børne- og ungemiljøer.
  • Børn og unge deltager i fællesskaber, hvor de trives socialt og fagligt.

Det gør vi ved at:

  • • Alle medarbejdere på hele 0 – 18-årsområdet arbejder systematisk med SP-modellen (systemanalyse og pædagogik), der fører til forståelse for de faktorer, som udløser, påvirker og opretholder adfærds-, trivsels- og læringsproblemer.
  • Alle medarbejdere støtter forældrene i deres forældreansvar. Kommunens 10 principper for forældresamarbejde sætter retningen for dette. 
  • Sikre et stærkt tværprofessionelt samarbejde, så alle medarbejdere reagerer hurtigt overfor en bekymring om et barns sundhed, udvikling og trivsel. 
  • Styrke idræts-, bevægelses- og fritidstilbuddene for alle børn og unge. 
  • Prioritere ressourcer til de lokalmiljøer, der er udfordrede – for at sikre trivsel i de familier, der har det svært. 

Høje-Taastrup Kommune vil ruste børn og unge til en foranderlig fremtid, herunder de skift, de kommer til at opleve under deres opvækst – fra første skridt i familien til de starter ungdomsuddannelse og fortsætter på arbejdsmarkedet. Det gør vi i tilrettelæggelsen af udviklings- og læringsmiljøer i dag- kultur- og fritidstilbud og i skolerne, der styrker børn og unges handlemuligheder. 

Alle børn og unge skal opleve helhed, sammenhæng og samarbejde i kommunens forskellige tilbud. Viden  må ikke gå tabt i barnet/den unges overgang fra tilbud til tilbud, så vi bygger på erfaringer fra barnets tidligere tilbud, så ”byggesten følger på byggesten”. Udgangspunktet skal være en fagligt velbearbejdet beskrivelse af barnets ressourcer, kompetencer og måder at lære på og opmærksomhed på, at dannelse og læring sker i alle dele af livet - også uden for kommunens institutioner og tilbud. 

Der skal fortsat arbejdes systematisk med overgange fra dagtilbud til ungdomsuddannelse og senere beskæftigelse. Vi vil sikre, at alle medarbejdere har tilstrækkelig viden om og er velforberedte på at tage imod alle børn og unge og kunne sende dem godt videre i næste tilbud eller i job og uddannelse. 

Høje-Taastrup Kommune vil styrke arbejdet med en tidlig og koordineret indsats. Det betyder blandt andet, at alle medarbejdere har pligt til at være opmærksomme og reagere på faldende trivsel og bekymrende adfærd. Og for de unge at være opmærksomme og reagere på usunde livsbaner, der i sidste ende kan føre til eksempelvis radikalisering eller kriminalitet. 

Det betyder også, at forældrene inddrages aktivt i vores indsatser. Med udgangspunkt i børn og familiers ståsted, udfordringer og udviklingsbehov sætter vi sammen med familien og deres ressourcer mål for den fælles indsats. Vi giver børn og familier øgede forudsætninger for at lykkes. 

Høje-Taastrup Kommune sætter fokus på at skabe sammenhæng med den verden, som børn og unge er en del af. Det betyder et fokus på at skabe åbenhed mellem dag- og fritidstilbud, skole og den omgivende verden – familien, erhvervslivet, fritids-, kultur- og foreningslivet. I Høje-Taastrup Kommune skal der være udviklings- og læringsmiljøer, hvor børn og unge møder den virkelige verden og inviteres til at være medskabere af løsninger til ’virkelige problemer’. Vi skal lykkes med at udvikle sunde, kreative, kritiske, videbegærlige og forandringsparate børn og unge. 

Ved at samarbejde med boligområderne og sikre tilgængelighed for institutioner og skoler til kommunens samlede faciliteter, kan vi vise børn og unge idræts- og kulturlivets mangfoldighed og samtidig opdage børn og unge med sundhedsproblemer. 

Mål:

  • Børn og unge inddrages i de beslutninger, der vedrører deres liv og fremtid. 
  • Familier eller netværkspersoner omkring børn og  unge deltager ligeværdigt og forpligtende i samarbejdet om de kommunale indsatser. 
  • Alle medarbejdere samarbejder systematisk,  koordineret og tværfagligt om at skabe helhed og sammenhæng i børn og unges liv.

Det gør vi ved at:

  • Vi i alle situationer afdækker og bygger på børn og forældres egne problemforståelser og i samarbejde finder gode løsninger. 
  • Vi laver systematisk opfølgning på samarbejdet med børn og forældre og relevante fagpersoner. 
  • Øge kendskabet til og anvendelsen af beredskabshandleplaner mv. som for eksempel kursus omkring håndtering af skilsmisser, handleplan for Børn i mistrivsel, Overgange i Børns liv, fremskudt børne- og ungerådgivere mv. 
  • Vi sikrer strukturer, der skaber viden om samarbejdsrelationernes indhold og indsatsernes effekt. 
  • Kommunens mange fagligheder rækker ind mod hinanden, så de både gør det, de hver især er bedst til, men samtidig arbejder sammen om veltilrettelagte og gennemtænkte indsatser til gavn for børn og unge. 
  • Vi følger op med kompetenceudvikling dér, hvor der er et behov.

Hold dig orienteret om Høje-Taastrup Kommune

Høje-Taastrup Kommune
Rådhusstræde 1
2630 Taastrup

CVR: 1950 1817

Telefon: 43 59 10 00
Mail: kommune@htk.dk

Genveje